ITWatch

Atea-sagen ramte koncernchef hårdt: "Dette selskab er ikke mit arbejde. Det er mit liv"

Bestikkelsessagen er ved at gå fra barske realiteter til et dårligt minde for topchef Steinar Sønsteby. Han har brugt meget krudt på sagen de sidste år, men glæder sig over, at Atea nu er ved at være tilbage for fuld kraft i Danmark.

Jyllands-Posten
Foto: Jyllands-Posten

OSLO

Steinar Sønsteby peger på sin brystkasse.

"Det har slået hårdere her," siger han og flytter fingeren op mod panden, "end det har gjort her."

Vi taler om Atea-sagen. Den sag, der begyndte i 2015 og siden er blevet udråbt til Danmarkshistoriens største sag om bestikkelse. Den sag, der ifølge koncernchef Steinar Sønsteby har kostet Atea omkring en halv mia. kr. i tabt fortjeneste foruden en samlet bøde på 13 mio. kr. Og den sag, der har slået skår i selskabets omdømme i Danmark.

"Dette selskab er ikke mit arbejde. Det er mit liv. Jeg har været her i 20 år og været med til at bygge det op fra ingenting. Mine to børn på 21 og 23 er nærmest født og opvokset i selskabet. Så det har været hårdt."

Den 56-årige nordmand har netop fremlagt Ateas regnskab for 2018. På tværs af koncernen vokser forretningen. Overskuddet stiger. Og antallet af medarbejdere fortsætter med at skyde i vejret.

Ubehagelig proces

Men særligt de seneste to år her der været problemer i den danske del af forretningen. Væksten er stagneret, ja faktisk faldet. Overskud blev vekslet til underskud. Og samtidig forsvandt en masse kunder. De blev skræmt væk af al den dårlige omtale eller besluttede kollektivt at sige stop for en periode.

"Det var en ubehagelig proces. Jeg har været i ganske kraftige storme før – det er nok derfor, jeg har dette job – men jeg er også en meget emotionel person, som godt kan lidt mennesker, så sagen har fyldt meget," siger Steinar Sønsteby.

"Jeg har ikke tal på, hvor mange søndage, vi har brugt på telefonmøder med jurister og PR-folk for at håndtere den næste uge."

Jeg har ikke tal på, hvor mange søndage, vi har brugt på telefonmøder med jurister og PR-folk for at håndtere den næste uge.

Steinar Sønsteby, koncernchef, Atea

Under fremlæggelsen af regnskabet kunne Steinar Sønsteby dog slå fast, at der er fremgang at spore. Hvor tredje kvartal blev kaldt absolut skuffende, er årets sidste tre måneder mere munter læsning. For første gang i 2018 realiserede Atea Danmark et driftoverskud, og de offentlige kunder vendte tilbage.

Steinar Sønsteby tøver da heller ikke med at erklære, at Atea overordnet set er videre efter krisen. Og derfor tillader han sig at reflektere lidt over de mere principielle spørgsmål, som sagen har rejst.

Eksempelvis om Atea overhovedet burde have lov til at fortsætte som leverandør til den offentlige sektor, når selskabet nu er blevet dømt for at have bidraget til at bestikke ansatte i Region Sjælland.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) har ikke lagt fingre imellem.

"Det har forarget mig, at vi ikke har kunnet annullere de store, fælles statslige kontrakter, vi har med Atea, og at vi heller ikke kan se bort fra virksomheden, når vi udbyder opgaver. Den indirekte form for frikendelse og belønning, man får ved, at vi bare i morgen siger, at nu er det en ny dag, synes jeg ikke er i orden," har hun sagt.

Ville gå konkurs

Men Steinar Sønsteby fremhæver, at konsekvenserne kan blive enorme for et stort selskab med tusindvis af ansatte, hvis man går videre end de nuværende regler.

"Efter at have sat mig ind i det forstår jeg, hvorfor loven er, som den er. For tænk dig, hvis der i Danske Bank, SAS, Lego eller et dansk-skandinavisk selskab var en lille håndfuld mennesker, som gjorde noget lignende, og selskaberne bagefter ikke fik lov til at rense sig. Så ville de gå konkurs," påpeger han.

Samtidig giver han ikke meget for dem, der har undret sig over, at Atea allerede to måneder efter dommen kunne levere til det offentlige, fordi det blev erklæret for såkaldt self-cleanet af Kammeradvokaten.

Det er et juridisk ord for den proces, som et bestikkelsesdømt selskab skal gennemgå, hvis det skal slippe for at blive dømt ude som leverandør til det offentlige i EU og Danmark.

For Ateas vedkommende har processen blandt andet indebåret oprettelse af en whistleblowerordning, en ny certificering i antikorruption og efteruddannelse af alle selskabets 7200 ansatte i syv lande.

"Den proces begyndte i efteråret 2015 og var accepteret af Deloitte, FN og Veritas i foråret 2017. Vi begyndte ikke med en selfcleaning proces 27. juni 2018. Det tager år. Det er absolut ikke en hurtig proces, som tog seks uger," påpeger topchefen og tilføjer:

"Vi har prøvet at gøre det, så godt vi kan. Vi opdagede noget, som vi ikke helt vidste, hvad var. Vi gik efter det. Vi har været transparante. Vi har samarbejdet med politiet og myndighederne. Vi har erkendt vores skyld, betalt vores bod og tabt en halv mia. kr i resultat. Vi har arbejdet med selfcleaning i fire år. Skulle det være letkøbt?" spørger han.

Vi har samarbejdet med politiet og myndighederne. Vi har erkendt vores skyld, betalt vores bod og tabt en halv mia. kr i resultat. Vi har arbejdet med selfcleaning i fire år. Skulle det være letkøbt?

Steinar Sønsteby, koncernchef, Atea

Spoler man tiden tilbage til sommeren 2015, begyndte sagen at rulle i medierne, da det kom frem, at en række ledende medarbejdere var sigtet for bestikkelse. Men Steinar Sønsteby, der tiltrådte som koncernchef i februar 2014, havde kendt til sagen i mere end et halvt år.

Set i bakspejlet funderer han over, om han kunne have ageret anderledes fra dag et.

"Sådan er det ofte med en situation. Du opdager noget, som ikke ser helt rigtigt ud. Noget vand på væggen i dit hjem. Du overvejer, om det er en vandskade, men så viser det sig, at det ikke var så slemt. Sådan er det ofte. Men af og til viser det sig, at det er mere slemt, end man troede."

"Vi har fået kritik for ikke at gøre det hurtigt og hårdt nok, men vi har også fået kritik for at have ageret i det hele taget. Når du står i sådan en situation, så er det eneste, du kan gøre at begynde at lede. I starten finder du ikke alt, og så går du videre, finder noget, deler det med kunder, politi. Vi er et børsnoteret selskab, så jeg kan ikke svare på spørgsmål fra journalister hver dag. Det har været en meget svær situation," siger han og tilføjer:

"Vi har prøvet at være transparente. Vi har prøvet at vende hver eneste sten."

En stor overraskelse

Udover selve selskabet Atea stangede Retten i Glostrup også straffe ud til nogle tidligere chefer fra Region Sjælland samt fire tidligere topchefer i Ateas danske afdeling, der alle var stoppet i selskabet længe inden domsfældelsen. De fik mellem et år og otte måneders fængsel, hvoraf nogle valgte at anke.

Steinar Sønsteby mener ikke, at sagen har været et spejl på en rådden kultur i Atea som sådan.

"For mig kom det som en stor overraskelse," fortæller han.

"Der er tale om en lille håndfuld mennesker, som har været venner i mange år både på arbejdet og privat, og de andre 1300-1400 mennesker (i den danske forretning, red.) har aldrig været en del af den kultur."

"Så jeg oplever ikke på nogen som helst måde, at der er en kultur eller har været en kultur. Når det er sagt, har vi været meget klare omkring, hvordan vi vil have kulturen, så der ikke er nogen, som overhovedet tænker sådan."

Let at sige

Personligt har han lært af forløbet. Hvis han i dag stod i samme situation, ville han agere "mere kraftfuldt", som han udtrykker det.

"Alle, der har været ude i en egentlig krise, lærer, at hvis du ser nogle ting, så må du agere med al den kraft, du har på en gang. Men det er let at sige."

Mens de offentlige kunder som sagt er vendt tilbage til Atea i fjerde kvartal, udestår nu et arbejde med at få private virksomheder til igen at benytte it-selskabet. Men Steinar Sønsteby håber, det sker i løbet af foråret 2019.

"Vi må agere, som vi siger. Det ser kunderne, at vi gør med alle vores tiltag. Samtidig har politiet endevendt alt fra foråret 2015 og tre år frem. De har ikke fundet en ting efter foråret 2014. Jeg kan love, at det ikke ville være tilfældet, hvis man gennemsøgte mange andre danske it-selskaber."

Ifølge Steinar Sønsteby begyndte Atea allerede at tale med de private kunder i juni 2018.

"Så det har været en lang proces," siger han.

"Jeg siger ikke, at alle de kunder, som købte af os for fire år siden, kommer til at købe lige så meget i Q1, men vi har fået ganske mange andre, så den totale volumen i det private, forventer jeg, vil være tilbage ved udgangen af næste kvartal."

Har du tillid til din ledelse i Danmark?

"Absolut. Der er ingenting, de har gjort, som jeg ikke har været en del af.”

Kunøe: Atea er i fremragende form

Atea i omrokering: Siger farvel til 20 ansatte

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger