Klumme: Ledere skal være de første til at tage iltmasken på
I øjeblikket beretter medierne om stresssygemeldinger i det politiske miljø og blandt sportsstjerner. Det er skræmmende læsning i en tid, hvor fokus på forebyggelse og konsekvenserne ved stress nærmest aldrig har været større.
Jeg må også indrømme, at historierne om for eksempel håndboldspiller Mikkel Hansen og folketingspolitikeren Jacob Mark har sat tankerne i gang hos mig.
Ikke fordi deres historier overrasker mig (desværre), men fordi det har givet mig anledning til at reflektere over, hvorvidt vi som ledere er gode nok til at tage hånd om os selv og yde egenomsorg. Og om vi er gode nok til at hjælpe hinanden.
For lad os bare være ærlige: Som leder kan nogen af os måske godt gå på arbejde med et brækket ben, men hvor lang tid vil man være i stand til at bidrage positivt til sit team og bygge følgeskab, hvis man ikke er i indre balance?
Dig selv før alle andre
Som ledere tjener vi organisationen, og det er vores fornemste opgave at passe på vores medarbejdere, så vi sammen kan nå de mål, vi har sat for virksomheden. Men det kan vi ikke, hvis vi ikke først passer på os selv.
Den klassiske problemstilling er, at du skal tage vare på dig selv, for at du kan være noget for andre. Som i flyet, hvor du selv skal tage iltmaske på, før du hjælper dine medpassagerer.
Men mit indtryk og egne erfaringer for den sags skyld er, at det ofte er nemmere sagt end gjort. Som ledere er vi rollemodeller og skal gå foran med det gode eksempel – og det er altså ikke at presse os selv udover kanten.
Der er ingen tvivl om, at lederrollen rummer en stigende kompleksitet, som sætter hjernen på overarbejde. Ledelsesrollen har flyttet sig fra at planlægge og kontrollere til at fornemme og reagere.
Det stiller øgede krav til vores ledelseskompetence. Du kan ikke løse alle opgaver blot ved at ligge mere tid i opgaven, tværtimod, som leder må du tage ansvar for, at du bevarer dit mentale overskud, for det har du selv, dine medarbejdere og din virksomhed brug for. Særligt i krisetider kan der være mange brandslukninger, der kræver fuld fokus.
Resultatet bliver – i hvert fald for mange – at ledere ofte tilsidesætter egne behov for at stå til rådighed for medarbejdere og/eller for at nå virksomhedens mål.
Det kan selvfølgelig godt gå an i kortere perioder, men det er ikke en holdbar løsning på længere sigt. Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med at lære at passe på os selv. I en tid, hvor vi taler om bæredygtighed, burde det være en selvfølge, at det også inkluderer bæredygtighed som leder.
Du er dit vigtigste redskab
Sandheden er, at hvis vi skal være i stand til at lede andre, skal vi først og fremmest være i stand til at lede os selv. Derfor er det også vigtigt, at vi er afklarede omkring egne værdier og prioriteter.
Det er vigtigt at tage styringen på egne behov for tid til refleksion, udvikling og egen omsorg for at kunne være den bedste udgave af sig selv.