Klumme: Dagens agenda må ikke få CTO’en til at miste de langsigtede mål af syne

For blot få år siden havde ingen forstillet sig, at vi om lidt ville gå ind i 2023 med en fuldstændig forandret arbejdstilgang.
Med en krig på kanten af Europa, en pandemi, der for alvor har givet den hybride arbejdsplads luft under vingerne, og med et stigende pres fra både truslen om cyberangreb og kravet om øget regulering i forhold til sikkerhed, finans og ESG er der intet, der tyder på, at CTO´ens job bliver mindre krævende i det nye år.
Der ikke er megen tvivl om, at det vigtigste fokus for mange CTO’er er at komme i mål med de kortsigtede, presserende opgaver, de nye hybride rammer har ført med sig. Men med mindst 12-18 måneders kaos i horisonten, er det dog afgørende, at CTO’en ikke taber den langsigtede bæredygtighed eller digital transformation af syne.
Indrømmet. Det er altid lettere sagt end gjort, og der findes ikke nogen entydig succes-opskrift. Her er mine fire punkter, som jeg synes, en CTO bør have på sin strategiske ’to-do’-liste for det nye år.
Invester i infrastrukturmodel, der er forberedt på hvad som helst
De senere år har i den grad vist, at evnen til at kunne tilpasse sig forandringer er et grundlæggende konkurrencevilkår. Og her er den traditionelle mainframes stabile, driftssikre computerkraft ikke længere tilstrækkelig til at sikre en robust forretning. Forandringer og innovation kan tage måneder og år.
CTO´er, der fortsat kører mange af de kritiske systemer på mainframes, bør derfor overveje en ”cloud first-strategi. Skyen er ikke blot er en genvej til at reagere eller skalere hurtigt, den giver også mulighed for at komme på forkant med situationen.
Ifølge en analyse fra Gartner forventer flere end 50 procent af virksomhederne i 2027 at bruge cloud-platforme til at accelerere deres forretningsudvikling. Det er dog et signal.
Luk ned for gammel hardware
Krisen kradser fortsat i 2023, og reduktion af omkostninger står stadig øverst på de fleste organisationers agenda. Der er flere måder at gøre det på. Du kan lukke ned for leverandører, ansættelser og indkøb af ny teknologi eller lukke kontoret helt ned om fredagen, som flere offentlige institutioner gør.
Mit råd er dog, at hvis du skal lukke ned for noget, så start med forældet it-infrastruktur og flyt arbejdet til skyen eller on-demand. Det er ofte en dyr affære at købe, drive og vedligeholde egne servere, netværksudstyr og tilhørende software, især hvis flere dele synger på sidste vers.
Ved at skifte til fleksible og skalérbare løsninger som cloud- eller services on-demand opnår virksomheden både mere forudsigelige driftsomkostninger samtidig med at den får adgang til den nyeste infrastruktur.
Skru op for tiltrækningen
Det er også vigtigt at investere i ny softwareteknologi. Ifølge Gartners analyse af det globale it-marked vil de fleste virksomheder skære kraftigt ned på hardware it-budgetter i 2023, mens softwareinvesteringer kommer til at stige med 11,3 procent. Samtidig drives de unge IT-talenter, der er flasket op med teknologi, af at arbejde med AI, metaverse og NFT-teknologier.
Så uanset hvor moden din branche er, vil investering i superapps, adaptiv AI samt forskellige forberedende tiltag til Metaverset være en bonus for din forretning. Ikke kun på bundlinjen, men også i forhold til at tiltrække talenter.
Sæt dig til rette ved ESG-bordet
Bæredygtighed vil også de næste år være en strategisk topprioritet.
Her spiller CTO´en en central rolle i at understøtte det fokus, og den bedste måde at gøre det på er ved at tage plads ved ESG-bordet og sikre, at virksomheden har det mest optimale datamiljø – både i forhold til at registrere, monitorere og dokumentere virksomhedens grønne og socialt ansvarlige initiativer.