ITWatch

Klumme: Vi er godt på vej til at brænde vores unge it-talenter ud

It-talenter er en mangelvare, og det vil de fortsat blive ved med at være, hvis ikke ledere begynder at se værdien i deres arbejde. De hænger ikke på træerne, og deres arbejde skal ikke udnyttes – det skal værdsættes. Ledere skal finde ud af, hvad der motiverer deres unge talenter, så vi ikke mister dem. Det mener Jacques Solberg, adm. direktør for Salesforce Danmark.

Foto: Salesforce Danmark/PR

Tendensen er tydelig: Der er stor mangel på kvalificerede it-professionelle. Og det ser kun værre ud, når vi kigger ind i fremtiden. Tendensen ser ikke ud til at ændre sig i tech-branchen over de kommende år, hvis ikke ledere ændrer deres tilgang til, hvordan unge it-talenter fastholdes.

Undersøgelsen, Young Professional Attraction Index (YPAI) fra Academic Work, der er udarbejdet i 2022, viser, at unge ikke kun bliver brændt ud af for meget arbejde. Derimod føler de fleste sig udbrændt på grund af dårlig ledelse (32 pct.).

Hertil svarer 21 pct., at det vigtigste for dem, hvis de skal blive i en virksomhed i mere end fem år, er at have gode kollegaer. Grunden skal findes i, at det er med til at skabe et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejdere anerkender og respekterer hinanden.

Netop respekt er nøgleordet. For ledere bliver ligeledes nødt til at have respekt for deres medarbejderes ønsker og behov. Nogle har brug for at arbejde hjemme, nogle har brug for en fleksibel arbejdsuge, og nogle har brug for skiftende arbejdsopgaver.

Motivation kommer ikke bare dryssende med en spændende stillingsbetegnelse. Det kræver en klar plan at forme en arbejdsplads, hvor it-talenter føler sig set, hørt og udfordret kontinuerligt.

Dette kan gøres på mange måder. Nogle steder giver det mening med en mentorordning, andre steder en feedback-løsning et tredje tilfælde er muligvis en nedskrevet karriereplan. Jeg har ikke svaret på den gyldne middelvej, for vi individer er forskellige og derfor med forskellige behov, men vigtigst er det, at virksomheden har tydelige værdier, som de unge it-talenter kan spejle sig i, og se sig selv arbejde for.

Ledere skal tage ansvar for de unges start på arbejdsmarkedet

Jeg forstår godt, at mangelpresset på it-professionelle spiller en stor rolle i forhold til, at ledere ikke tænker i langsigtet medarbejderfastholdelse, idet tiden ikke er til det. Men det er ikke en undskyldning for, at it-talenter bliver både udnyttet og udbrændt.

Vi som ledere har et ansvar for, at de unge it-talenters start på arbejdsmarkedet er både tryg og lærerig. Den skal danne grundlag for fastholdelse og udvikling, hvor der er mulighed for at fejle og rejse sig igen.

Det er vores ansvar, at de unge ikke føler sig kørt over af hverken arbejdspres, dårlig ledelse eller kedelige opgaver.

Hvis tendensen fortsætter, og de unge fortsætter med at rokere rundt på arbejdsmarkedet, vil udfordringen om at fastholde it-talenter også fortsætte, og det skal vi tage seriøst. Hellere i dag end i går.

Klumme: Det fantastiske ved frivillighed er jo netop at det er frivilligt

Klumme: Vores medarbejdere SKAL gå hjem til familien, når de har fri

Mere fra ITWatch

TDC Net sejler skuden med rolig hånd

Det blev et kvartal med stabil fremgang for infrastrukturselskabet TDC Net. Omsætningen steg en anelse, men driften blev forbedret og selskabet effektiviserer sig gennem energikrisen.

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs