ITWatch

Klumme: Det intelligente hjem er boligejernes vej til en effektiv CO2-indsats

Danskerne har i høj grad taget smart home-produkter til sig, men interessen handler primært om stemmestyring af tv og musik. Det er synd, for området rummer et stort klimapotentiale, skriver Martin Hannibal fra Schneider Electric i denne klumme.

Foto: Schneider Electric/PR

Kan du forestille dig en hverdag, hvor dit hus selv aktiverer bestemte funktioner, afhængig af hvem af beboerne der er på vej hjem? Eller en hverdag, hvor toilettet er både lugt- og berøringsfrit og indstiller sine funktioner efter den enkelte beboer. Måske en situation, hvor dine radiatorer og gulvvarmen skruer automatisk ned på tidspunkter med inaktivitet.

Alt sammen er eksisterende løsninger i junglen af smart home-produkter, der gør vores hjem mere og mere intelligente. Danskerne har i høj grad omfavnet teknologierne, som vi indtil videre bruger til at gøre hverdagen nemmere og mere bekvemmelig. Det på trods af at smart home-systemer faktisk er en måde for danskerne til selv kan hjælpe til at begrænse udledningen af CO2. En indsats der er nødvendig for at Danmark kan nå i mål med sine klimaambitioner og reelt også afgørende for at undgå en global klimakatastrofe.

Energibesparelse på sidsteplads

Jeg hæfter mig ved, at danskerne har europarekord i anvendelsen af smart home-produkter. Det viser en analyse fra Danmarks Statistik publiceret i 2020. Samme tendens ser vi i en undersøgelse fra Aarhus Universitet i 2019. Den viser, at 55 procent af danskerne allerede har investeret i et eller flere smart home-produkter. Graver man lidt dybere i tallene, viser det sig dog, at langt størstedelen af produkterne hører hjemme i kategorien home entertainment. Det drejer sig primært om stemmestyrede smart tv og musiksystemer.

Derudover er danskerne glade for sikkerheds- og alarmprodukter og diverse forbundne løsninger som stemmestyrede garagedøre, der fungerer via Siri. På sidstepladsen af de i alt seks kategorier finder vi produkter, der hjælper med at spare på energien. Den mindst interessante produktkategori er altså den eneste, der kan gøre en forskel for klimaet. Kun 4 procent af danskerne har investeret i energibesparende smart home-løsninger som en del af deres første indkøb på området.

Billedet er desværre det samme, når man ser nærmere på en spørgeskemaundersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har gennemført på vegne af Schneider Electric. Resultaterne fra 2020 viser, at 31 procent af danske boligejere ikke finder energioptimering i eget hjem relevant. Det er næsten en tredjedel af alle danske boligejere. Det synes jeg ærligt talt er noget bekymrende.

Løsninger er smarte

Fakta er altså, at danskerne i vidt omfang gør brug af smarte løsninger til hjemmet i takt med, at mulighederne for at automatisere og digitalisere vores hverdag bliver større og større. Men tilsyneladende følger interessen for samtidig at spare på energien ikke med.

Jeg er helt med på, at energioptimeringer formentlig mangler lidt sexappeal i sammenligning med hjemmebiograf og musikanlæg, men faktisk er mange af løsningerne både enormt smarte og en meget simpel måde at begrænse sit energiforbrug markant. For eksempel via en afbryder, der gør det muligt at slukke for al standby-strøm, inden den sidste beboer forlader huset om morgenen. Standby-forbruget udgør 10-15 procent af den gennemsnitlige husstands elregning, så alene her er tale om et meget stort potentiale for energibesparelser.

Danmark sigter som bekendt imod en reduktion på 70 procent i udledningen af CO2 inden 2030. Et meget ambitiøst mål som ifølge en række miljøeksperter skal nås via en grøn omstilling på transportområdet, flere vindmøller og ikke mindst en større grad af energioptimering i danskernes private hjem. Opnåelsen af målet afhænger altså ikke kun af politikere og virksomheder, men i høj grad også af den enkelte dansker. Det ansvar er vi alle sammen nødt til at tage alvorligt – og det intelligente hjem leverer sin del af løsningen. 

Klumme: CIO'en og HR-chefen er det nye powercouple

Klumme: Hybrid er det nye sort 

Mere fra ITWatch

Investering skal gå til udvikling i nyt fintech-selskab

Det godt et år gamle fintech-selskab Anyday lukkede tidligere på ugen en investeringsrunde. Pengene skal primært gå til udvikling af virksomhedens betalingsløsning, Anyday Split. Resten skal bruges på markedsføring, fortæller direktør.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs