ITWatch

Klumme: Disse fem tech-tendenser vil påvirke 2021

2020 har bevist, at meget er uforudsigeligt, og det gælder også udviklingen i teknologibranchen. Her vover Peter Juul Jørgensen, der er dansk landechef i Lenovo, dog alligevel pelsen og giver et bud på, hvilke teknologiske tendenser der vil præge 2021.

Foto: Thomas Tolstrup/Lenovo/PR

Ved indgangen til et nyt år er det nærliggende at kigge i krystalkuglen og forsøge at forudsige, hvordan samfundet vil udvikle sig. Det er nok forsvindende få, som fik ret i deres bud på udviklingen i 2020. Omvæltningerne var uventede, altoverskyggende og har ændret virksomheder og arbejdsliv for bestandigt.

Selv med en vaccine på vej er det mere end svært at forestille sig, at vi en dag vender tilbage til den virkelighed, der var gældende frem til midten af marts sidste år.

På trods af et ekstremt og uforudsigeligt 2020, så vil jeg med mit mangeårige indblik i teknologibranchen alligevel vove pelsen og her give mit bud på, hvilke fem teknologiske tendenser der kommer til at præge det år, vi netop har taget hul på.

1. Hjemmekontoret får en teknologisk overhaling

I mange brancher og virksomheder har hjemmearbejdet forvandlet sig fra et medarbejdergode til en forudsætning for at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere. Det stiller krav til medarbejdernes tekniske set-up, og vi har allerede set de første produkter, som understøtter de nye hybride arbejdsformer.

Tendensen fortsætter i 2021, hvor vi kommer til at se forbedret ergonomisk design, større, flytbare og bærbare skærme samt videomødeløsninger med gode kameraer og mikrofoner. Alt sammen i produkter rettet mod hjemmekontorer.

Med flere hjemmearbejdende bliver der ligeledes brug for færre skriveborde, men flere multifunktionelle arbejdsområder – og dermed også et øget behov for elegante, bærbare enheder, der gør det muligt for medarbejdere at tilpasse sig til de fysiske rammer, de arbejder i. Det gælder også den nye bølge af enheder med foldbare skærme, som jeg er overbevist om vil vinde mange brugeres gunst i årets løb.

2. 5G ændrer vores trådløse vaner

5G-nettet er blevet aktiveret i Danmark. Netværksteknologien vil styrke udviklingen af enheder, som altid er tændt og koblet på nettet. Med adgang til hurtige internetforbindelser overalt skaber det en øget uafhængighed af Wi-Fi og giver medarbejdere øget frihed til at arbejde på farten.

For forbrugere vil 5G-teknologien formentlig betyde, at hjemmene bliver smartere, fordi enhederne får større funktionalitet til en lavere pris. Tilsvarende vil erhvervslivet få mulighed for at sætte yderligere skub i en digital omstilling ved at benytte 5G-netværket som en del af deres digitale infrastruktur og opnå fordele som øget sikkerhed.

3. Erhvervslivet bliver abonnementskunder

Software-as-a-service har igennem det seneste årti markeret sig som en fremsynet forretningsmodel i forhold til at levere og forbruge software. Men modellen begrænser sig ikke kun til applikationer, og vi kommer i stigende grad til at se everything-as-a-service.

Modellen er blandt andet betinget af 5G-netværket, hvis datahastigheder muliggør hurtige udrulninger af opdateringer og lav latency i den daglige brug. Samtidig tilbyder everything-as-a-service virksomheder i alle størrelser en stor grad af fleksibilitet, hvilket er attraktivt i en periode med en stor grad af usikkerhed, hvor der er øget behov for hurtig, kontinuerlig omstilling.  

4. Uddannelser får nye teknologiske hjælpemidler

Efter et år med fjernundervisning i alt fra de mindste skoleklasser til videregående uddannelser har både uddannelsesinstitutioner og tech-virksomheder gjort sig mange erfaringer. Og de vil udmønte sig i nye teknologiske set-ups, der understøtter den enkeltes læring, giver undervisere flere formidlingsværktøjer og skaber nye muligheder for at samarbejde virtuelt.

Værktøjerne begrænser sig ikke alene til fjernundervisning, men tilbyder også nye muligheder for indlæring i klasseværelset. Med erfaringerne fra det forgangne år er der samtidig masser af viden at trække på, så hjælpemidlerne ikke bliver teknologi for teknologiens skyld, men i langt højere grad kan understøtte og skærpe den almindelige undervisning.

5. Flere digitale konsultationer

Fysiske fremmøder hos lægen er flere steder blevet erstattet af virtuelle konsultationer i det forgangne år. Ofte mere af nød end af lyst. Men de virtuelle konsultationer kan være et godt supplement til de fysiske fremmøder, når vi forhåbentlig igen nærmer os en hverdag uden smittekæder og corona-restriktioner.

Her vil tech-virksomheder arbejde for at forbedre de muligheder, både patienter og læger har for at skabe effektive, nærværende og fagligt velfunderede konsultationer, som ikke nødvendigvis kræver, at patienten dukker fysisk op. Det kan spare værdifuld tid for både patienter og sundhedsvæsenet.

Grundlæggende har 2020 sat gevaldigt skub i den digitale omstilling i alle dele af samfundet. Og selvom vi igen får behov for at være fysisk til stede sammen, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at se teknologi spille en endnu større rolle i at få vores hverdag til at hænge sammen fremover.

Klumme: Nu skal vi lære ikke at røre ved touch-skærmene

Klumme: Når innovation bliver et mål frem for et middel 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs