ITWatch

Klumme: Mennesket er den afgørende faktor for en positiv digital fremtid

Fremtidens netværk og digitale løsninger betyder, at mennesket og maskine i højere grad vil smelte sammen. Det stiller store krav til vores værdier og etik, skriver Christian Riise fra Dell Technologies Danmark i denne klumme.

Foto: Dell Technologies Danmark/PR

Teknologivirksomheden Neuralink med Elon Musk i spidsen har annonceret, at den i løbet af 2020 vil begynde at eksperimentere med hjerneimplantater på mennesker.

Hvad der tidligere har lydt som scenarier fra en fjern fremtid, ser nu ud til at rykke meget nærmere i de kommende år.

Med udgangspunkt i en global analyse, der omfatter 4.600 virksomhedsledere fra mere end 40 lande, herunder Danmark, har Dell Technologies i samarbejde med fremtidsinstituttet IFTF kigget i den digitale krystalkugle.

Og her er der heller ingen tvivl om, at vi kan forvente et intensiveret parløb mellem mennesker og maskiner det kommende årti.

Mennesker og algoritmer smelter mere sammen i fremtidens netværksvirkelighed

Grænsen mellem virtual reality og den fysiske virkelighed, som vi dagligt navigerer rundt i, vil blive gradvist udvisket frem mod 2030.

Vi vil blive hyperforbunde via 5G-netværk, og vores liv kommer til at ændre sig med udbredelsen af smarte, sansende byer, selvtænkende transportsystemer og robotter, som en dag bliver alle mands eje.

I partnerskabet mellem mennesker og maskiner vil der opstå et væld af digitale assistenter, og de næste generationer af f.eks. Google Assistant vil komme til at fungere som personaliserede livsoperativsystemer for os.

De personlige, digitale assistenter vil være tre skridt foran os og forudse vores behov og reagere proaktivt på dem.

I 2030 vil de højst sandsynligt interagere med de robotter, systemer og applikationer, der i øvrigt hjælper os mod vores mål – uanset om vi ønsker at finde en kæreste eller få installeret et nyt køkken. Drivkraften bliver teknologier som 5G, kunstig intelligens og IoT.

Hvad sker der med personfølsomme data, og kan vores hjerner følge med?

I kølvandet på denne teknologirevolution, som er i fuld gang, følger en række etiske og praktiske dilemmaer.

Hvad sker der f.eks., når vores hjerner går fra at modtage og bearbejde begrænsede mængder data i tale- og læsetempo til i lyntempo at skulle behandle kolossale datamængder på lige fod med avancerede it-systemer?

En udbredt bekymring er affødt af den eksponentielt stigende mængde big data og handler om sikring af personlige data. Hvem får fremover adgang til personfølsomme informationer om os? Og hvordan vil virksomheder, regeringer og andre bruge de data?

Heldigvis er mennesket tilpasningsdygtigt, så vi forholder os til de dilemmaer, som ny teknologi kan medføre, i takt med teknologiudviklingen.

Vi sætter hele tiden flere digitale fodspor, men vi bliver også mere opmærksomme på omfanget og værdien af de data.

Når det kommer til "information overload", altså det at vores hjerner bliver bombarderet med mere information, end de kan kapere, er der også lys i sigte: Vores PA kender os så godt, at den er i stand til at sortere irrelevant viden fra, så vi undgår stress.

Vi skal styre vores styresystemer – ikke omvendt

At alt omkring os bliver mere intelligent, interaktivt og forbundet inden for de næste 10 år betyder, at vi står overfor nogle af de vigtigste og mest komplekse valg i hele vores historie.

Vi kan imødegå de praktiske og fysiske problemer, som nye teknologier rejser. Men det er afgørende, at vi hele tiden lader menneskelige værdier styre udviklingen.

At vi er i stand til at indoperere mikrochips i vores hjerner eller lade digitale agenter handle på vores vegne er ikke ensbetydende med, at vi uden videre skal gøre det.

Teknologiens helt fundamentale formål er at gøre vores liv lettere, behageligere og smartere. Men hvis teknologien skal hjælpe os til at nå vores fulde potentiale, må vi – lige nu – træffe velovervejede beslutninger om fremtiden.

Når vi tager hul på 2020'erne, har vi en optimistisk vision for en fremtid baseret på nye teknologier. 5G, kunstig intelligens og en udvidet virkelighed, der forener det virtuelle og det virkelige, byder på en lovende, let fremtid for os.

Men vi må på intet tidspunkt glemme, at det i sidste ende er mennesker, ikke maskiner, som har ansvar for at opbygge og vedligeholde den teknologiske infrastruktur. Det er os, som skal kunne leve i og med den – og med os selv. Det stiller store krav til vores værdier og etik.

Klumme: 10 tech-forudsigelser for 2020

Klumme: Manglende fokus på DDoS-angreb gør virksomheder og myndigheder sårbare

Klumme: Sådan kan kunstig intelligens hjælpe medarbejdere til større fokus

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger