Klumme: Fremtidens digitale leder – en chef ad gangen

"Alle vil Udvikling - ingen vil Forandring."
Søren Kierkegaards vise ord fra 1800-tallet ramte ikke blot plet for 200 år siden. Også i dagens corporate-Danmark udtrykker disse ord essensen af, hvad usikkerheden på de danske ledelsesgange handler om: forandring.
Usikkerheden ved digitalisering
Den digitale forandring har gjort sit indtog i de danske virksomheder, og selvom topcheferne i 2017 bekymrer sig mindre om den hastige teknologiske udvikling end tidligere, så er bekymringen stadig til at få øje på. Ifølge den danske del af PwC’s Global CEO Survey 2017 mener 48 pct. af de adspurgte danske chefer, at digitaliseringen er bekymrende. Kigger man på deres chefkollegaer ude i verden, er tallet langt højere og stigende. Her steg bekymringen fra 61 pct. i 2016 til hele 70 pct. i 2017.
En årsag til denne diskrepans mellem de danske og globale chefer kan være, at vi i Danmark i mange år har været blandt de mest digitaliserede samfund i verden og derfor har fået digitaliseringen mere ind under huden end andre og langt større lande. Ifølge en anden PwC-undersøgelse, CXO Survey 2017, er det da også hele otte ud af ti danske topchefer, der mener, at deres virksomhed skal udnytte digitaliseringen og gøre brug af den nye teknologi for at blive én af morgendagens vindere.
Så viljen til at gøre deres virksomheder mere digitale er til stede, men hvad med selve ledelsesgangen? Hvor digitale er topcheferne selv, og hvad kan der gøres for at få sat gang i processen?
Den digitale ledelsesgang
Der tales meget om, hvordan den danske CEO skal blive mere digital og tilpasse sig den digitale dagsorden. Men i realiteten handler det jo om at gøre hele ledelsesgangen digital for at blive bedre rustet til at styre fremtidens digitale virksomhed. Dette gøres ikke fra den ene dag til den anden men snarere ud fra en ”en chef ad gangen”-tilgang. Tag fx den nuværende bestyrelsesformand for A.P. Møller-Mærsk, Jim Hagemann Snabe. En bestyrelsesformand, der, med sine digitale kompetencer og mindset, har et ønske om at gøre den nuværende forretning mere digital og dermed få Mærsk til - med Snabes egne ord – at være ”primus motor inden for digitaliseringen af transport- og logistikbranchen."
Både CEO’en og bestyrelsesformanden er vigtige digitale spillere på ledelsesgangen. En anden rolle, som også udvikler sig med hastige skridt, er den, som CFO’en bestrider. Traditionelt betragtet som den finansielle gatekeeper i virksomheden men i dag oftest den, der ud over CEO’en bestrider det største overblik over, hvad der foregår i alle dele af virksomheden, og dermed bibringer stor finansiel men også strategisk viden til forhandlingsbordet.
CFO’ens indsigter er derfor et vigtigt værktøj i udviklingen af CEO’ens vækststrategier, men disse indsigter kan kun opnås ved at lette adgangen til data for alle områder af virksomheden – og ikke kun de finansielle. En CFO har også brug for indsigt i data, der vedrører de operationelle områder, kunder og HR. Eftersom medarbejdere oftest udgør én af de største budgetposter i en virksomhed, kan det tætte samarbejde med HR være med til at sikre, at både de finansielle og de ansættelsesmæssige aspekter af en ny vækststrategi inddrages fra starten.
Virksomhedens data i skyen
For lettere at kunne hjælpe CEO’en med at træffe strategiske beslutninger i et marked i konstant bevægelse har CFO’en brug for at tilgå alle dele af virksomhedens data – hurtigt og nemt. Derfor har flere og flere danske virksomheder valgt at lægge deres data i skyen og investere i forskellige løsninger, som giver dem adgang til relevant information samt analytics i realtid. Danske VELUX valgte eksempelvis i starten af 2017 at omlægge hele deres HR-system til skyen, så al HR-data nu hurtigt kan tilgås fra alle virksomhedens filialer verden over.
Dette er en løsning, som også kan bruges til de finansielle data, hvor CFO'en kan få adgang til al information inden for få sekunder og ved hjælp af analytics-redskaber kan sammenligne og tilmed forudsige data. Virksomheden kan derfor bedre tilpasse sig markedet på kort tid og på den måde opnå en konkurrencefordel i forhold til dem, som er knap så agile og datadrevne.
En digitalisering af ledelsesgangen på både kompetence- og redskabsniveau er derfor nødvendig, og sørger man ikke for at følge med digitaliseringens hastige skridt, har man ganske enkelt tabt. Eller som konsulenthuset McKinsey så fint har formuleret det: ”Do or Die”.
Klumme: Disse fem teknologi-trends skal it-chefen holde øje med i 2018