ITWatch

Selvstændige får også ret til kompensation

Selvstændige skal også have ret til kompensation, når de venter på deres børns coronatest, oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson//

Det er ikke kun lønmodtagere, der skal have ret til at få kompensation, hvis de er hjemme med børn, som venter på coronatest eller er testet positiv for coronavirus.

Også selvstændige forældre skal inkluderes i ordningen, der ventes at træde i kraft 1. oktober.

Det er Folketingets partier blevet enige om, oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev i sidste uge enige om at give forældre, der har hjemsendte børn som følge af covid-19, mulighed for at få barselsdagpenge.

Dengang blev aftalen kritiseret for at glemme selvstændige. Men det rettes der op på nu.

"Jeg er glad for, at vi nu kan give de forældre, som ikke har mulighed for hjemmearbejde, en økonomisk håndsrækning i den periode, hvor deres børn ikke kan komme i institution på grund af risikoen for smittespredning," siger Peter Hummelgaard.

For at få ret til kompensationen skal forældre opfylde barselslovens betingelser for ret til dagpenge.

Derudover er det en betingelse, at ingen af forældrene har mulighed for hjemmearbejde, og at de ikke har omsorgsdage og afspadsering, de har mulighed for at bruge til at passe deres børn.

Hvis barnet er konstateret smittet med covid-19, skal forældrene desuden havde opbrugt barnets første og anden sygedag.

Netop disse krav fra den oprindelige aftale var årsagen til, at selvstændige ikke var inkluderet i første omgang, oplyser Peter Hummelgaard.

"Selvstændige har jo i sagens natur ikke nogle omsorgsdage eller afspadsering, fordi de selv tilrettelægger deres tid og arbejde. Derfor var de ikke tænkt ind i aftalen med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation," siger ministeren.

Men med den nye aftale om ordningen, som inden længe skal hastebehandles i Folketinget, bliver de selvstændige omfattet.

Også freelancere kan få del i ordningen. Det kræver, at de enten opfylder beskæftigelseskravet som selvstændige eller opfylder beskæftigelseskravet som lønmodtager og er i ansættelse de dage, der ønskes kompensation for.

Aftalen vil i første omgang gælde frem til 31. december.

"Men det er klart, at hvis smitten ikke er mere under kontrol, når vi går ind i det nye år, så vil der selvfølgelig komme en ny diskussion om, hvorvidt ordningen skal fortsætte ind i 2021," siger Peter Hummelgaard.

Coronakrise rammer fintechfirmaer på flere fronter – men kan blive en fordel på sigt

Coronavirussen åbner nyt marked op for dansk it-selskab

 

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger