ITWatch

Video: Fintech-branchen kommer til at nyde godt af skærpede krav til banker

Money 20/20: EU’s betalingsdirektiv skaber vækst i fintechbranchen, hvor banker i større udstrækning søger tech-selskabernes løsninger for at kunne leve op til de kommende EU-krav. Danmark står stærkt på området, vurderer konsulenter.

Astrid Krysfeldt
Michael Juul Rugaard (til venstre) og Kristian T. Sørensen er stiftere af fintech-konsulenthuset Norfico. Foto: Astrid Krysfeldt

Finanskonferencen Money 2020 er i disse dage i fuld gang i Bella Centeret i København, hvor store og små spillere i den finansielle verden stimler sammen for at belyse branchens fremtid.

Hvor temaet på Money 2020 sidste år i vid udstrækning var blockchain, er det i år utvivlsomt PSD2-direktivet, der bliver talt om på gangene i Bella Center.

Det mener Kristian T. Sørensen og Michael Juul Rugaard, stifterne af konsulenthuset Norfico med fokus på fintech.

Det er anden gang, at finans- og it-folk fra hele verden stimler til Danmark på konferencen Money 2020, og messen er velbesøgt.

Se Kristian T. Sørensen opridse de vigtigste temaer på Money 2020-konferencen i nedenstående video:

Er du på appen kan du se videoen ved at følge dette link

It-virksomhedernes indtog

I år har it-virksomhederne meldt sig på banen i større grad end sidste år. Et tydeligt eksempel på det er, at det i år er Google, som er storsponsor for eventet i modsætning til sidste år.

"Google har en række interesser inden for området. Det er et stort hus med mange aktiviteter, hvor fintech er en del af det," siger Michael Juul Rugaard som svar på, hvorfor Google viser interesse for Money 2020-eventet.

Google har en række interesser inden for området. Det er et stort hus med mange aktiviteter, hvor fintech er en del af det.

Michael Juul Rugaard, Norfico
Noget, der karakteriserer Google, er, at de datadrevne – og er der noget, der genererer meget data, så er det finansielle transaktioner.

"De har haft øjnene rettet mod det længe, men mens betalingsindustrien har kæmpet for at få teknologien til at virke, så har Google ventet på, at markedet blev klar," tilføjer Kristian T. Sørensen.

Det er tilfældet nu, hvor især PSD2-direktivet har været med til at accelerere udviklingen, peger de to konsulenter på.

"Det er jo et direktiv, så banker kan ikke vælge, om de ønsker at leve op til det. Det skal de simpelthen. Og det om meget kort tid," siger Michael Juul Rugaard.

EU-direktiv skaber vækst

PSD2-direktivet skal være implementeret i national lovgivning pr. 1. januar 2018, og det sender en kraftig bølge ned gennem branchen, fordi bankerne skal leve op til kravene og i det hele taget finde ud af, hvordan de gør det.

Direktivet er derfor en vækstdriver.

"Mulighederne i direktivet er store," siger de to konsulenter, der møder stor efterspørgsel på deres ekspertise i branchen – både fra banker, fintechselskaber og såkaldte hubs.

De peger derfor på, at væksten i branchen set gennem deres øjne findes hos de selskaber, der formår at løse de problemer, som bankerne står overfor i forhold til at leve op til PSD2-kravene.

"Det er de virksomheder, der oplever væksten. Reg-tech (regulativ teknologi, red.) er på dagsordenen afledt af PSD2-direktivet," siger de.

"Kravene til bankerne og de finansielle spillere vokser, samtidigt med at de gerne vil bruge kræfter på at lave noget nyt – derfor er alle selskaber, der kan hjælpe dem med det, meget efterspurgte," siger Kristian T. Sørensen.

Gode danske muligheder

Netop inden for reg-tech står Danmark stærkt, mener de to konsulenter.

"Danske virksomheder er vant til det regulatoriske landskab, så det er en fordel, ligesom den danske og nordiske samarbejdskultur også vil komme branchen til gode," siger Kristian T. Sørensen.

Danske virksomheder er vant til det regulatoriske landskab, så det er en fordel, ligesom den danske og nordiske samarbejdskultur også vil komme branchen til gode.

Kristian T. Sørensen, Norfico
De oplever, at der er vækst i branchen, meget af det er baseret på, at der er investorer, der investerer i fintech-virksomhederne, der derfor i en vis udstrækning lever af venture kapital.

Både Kristian T. Sørensen og Michael Juul Rugaard vurderer dog, at det lykkes fintech-selskaberne at få rejst den fornødne kapital.

"Ser vi halvandet år tilbage, så handlede snakken over frokostbordet om, hvordan selskaberne fik funding. I dag taler de forretning i stedet," siger de.

Michael Rugaard tilføjer, at det om et år muligvis ser anderledes ud:

"Der er de måske ved at løbe tør for penge, men sådan er det jo."

Verdens største fintechmesse skudt i gang i København

Storbank leder efter danske fintech-selskaber

Pleo: Ambitionerne er større end Danmark

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger