ITWatch

USA er vækstmotoren hos fynsk softwareselskab

Halvdelen af væksten hos fremadstormende fynsk softwareselskab kommer i dag fra det nordamerikanske marked. Derfor er selskabet i gang med at udbygge sin organsation i USA og forventer yderligere fremgang på den anden side af Atlanten.

Foto: Digizuite PR

Alt er større i USA. Sådan lyder klichéen i hvert tilfælde. Men for fynske Digizuite er der noget om snakken. Når softwareselskabet lander kunder ’over there’, er der typisk tale om markant større aftaler.

Digizuites amerikanske kundeliste tæller blandt andet USA's største begravelsesforretning, og det er en forretning på flere milliarder dollars, samt landets største husbygger.

"Det er klart, at de selskaber er en anden størrelse end dem, som typisk findes i Europa. Gennemsnitsstørrelsen på en aftale er meget større på det amerikanske marked," siger adm. direktør Kim Wolters til ITWatch, inden han skynder sig at tilføje, at det danske selskab skam også er glade for hjemmemarkedet, hvor Digizuite sidste år etablerede nye samarbejder med blandt andet DK Company og Hummel.

Fremtidsudsigterne på det amerikanske marked betyder, at topchefen forventer, at det vil være en vækstmotor for det danske selskab, som blev stiftet i 2000.

"Det er der slet ingen tvivl om. Vi har godt fat i det skandinaviske marked, men virksomhederne er meget større i USA, og derfor er handlerne, som vi kan lave derovre bare meget større."

"Halvdelen af vores nye omsætning kommer nu fra det nordamerikanske marked. Det er virkelig en vækstmotor for os. Det kommer til at tegne sig for væsentlig mere af væksten fremover," siger Kim Wolters.

Sammen med Europa udgør Nordamerika Digizuites største marked. Det fuldejede amerikanske datterselskab blev etableret i 2018, og sidste år blev der ansat en salgsdirektør og marketingchef.

De to udgør i dag organisationen i USA, hvor kunderne bliver serviceret fra Europa. Planen er dog at udbygge antallet af medarbejdere med yderligere fem-ti i løbet af år.

"Vi er ved at ansætte mennesker til det amerikanske kontor. Vi har udskudt det lidt på grund af covid-19, fordi vi heller ikke kunne få folk ind på det amerikanske kontor, men nu begynder det at lysne derovre også, så nu er vi begyndt at ansætte mennesker til at udbygge vores salg- og marketingteam i USA."

Digizuites kontor ligger i storbyen Atlanta, der samtidig er omdrejningspunktet for flyselskabet Delta Air Lines. Det giver et godt udgangspunkt til at betjene resten af USA.

Det danske softwareselskab havde sidste år godt gang i forretningen. Samlet set voksede toplinjen til rekordniveau i 2019, fremgår det af selskabets netop offentliggjorte årsrapport. Væksten lød på 39 pct, men hvor meget der er tale om i kroner og ører, fortæller Digizuite ikke.

Til gengæld oplyser selskabet, at bruttoresultatet landede på 27,5 mio. kr. i 2019 mod 20,5 mio. kr. året forinden. Det svarer til en vækst på 34 pct.

Her tegnede den nordamerikanske del af forretningen sig altså for halvdelen af væksten i omsætningen. Alligevel peger Kim Wolters på USA, når han bliver bedt om at sætte ord på, hvor han gerne havde set, at udviklingen var gået hurtigere.

"Der er ingen tvivl om, at vi gerne ville have endnu mere fart på ekspansionen specielt på det amerikanske marked. Jeg tror, at de fleste danske softwareselskaber, som etablerer sig i USA, oplever, at det kan være en udfordring at operere derovre, hvor der er seks til ni timers tidsforskel," siger Kim Wolters og tilføjer:

"Selvom vi har haft kunder derovre i mange år, så tager det at etablere en amerikansk organisation lidt længere tid, end vi havde håbet og ville ønske. Det er sådan set okay, men det er klart at som ambitiøs leder og med ambitiøse ejere, ville vi gerne have, at det gik endnu hurtigere."

Uforudset udfordring

Udover alle de gængse udfordringer med at finde de rigtige ledere og få udviklet forretningen, når man ekspanderer på et andet marked, har udviklingen også været ramt af en uforudset en af slagsen, nærmere bestemt covid-19-virussen.

Indtil videre ligger Digizuites vækst år til dato faktisk en lille smule højere, end den gjorde i samme periode sidste år, lyder det fra topchefen.

På den måde er vi ikke hårdt ramt, men jeg føler mig sikker på, at vores vækst havde været endnu højere, hvis ikke vi havde haft covid-19. Vi har set en del kunder vente med at træffe beslutninger, fordi de simpelthen ikke har vidst, hvordan deres virksomhed har stået i situationen.

Kim Wolters, adm. direktør, Digizuite

"På den måde er vi ikke hårdt ramt, men jeg føler mig sikker på, at vores vækst havde været endnu højere, hvis ikke vi havde haft covid-19. Vi har set en del kunder vente med at træffe beslutninger, fordi de simpelthen ikke har vidst, hvordan deres virksomhed har stået i situationen."

"Det er klart, at mange virksomheder har haft fokus på at drive forretningen og er gået mere i overlevelses-mode. Så de holder igen med investeringerne."

Ifølge Kim Wolters har Digizuite ikke tabt kunder som følge af coronakrisen, men man har oplevet, at beslutninger om implementering af selskabets teknologi er blevet skubbet.

Det har kostet på vækstkontoen. Til gengæld lysner det i horisonten. Den seneste måneds tid er antallet såkaldte inbound leads – altså kunder der henvender sig til Digizuite – steget ret markant.

Ny normal

USA har været hårdere ramt af coronakrisen end Danmark. Det fynske selskab er så småt ved at vende tilbage til kontoret i Odense, men der kommer til at gå en rum tid endnu, før det samme er tilfældet i Atlanta.

Udover Danmark og USA har Digizuite kontorer i Belgien og England, og fælles for alle stederne er, at man skal indstille sig på en ny virkelighed efter coronakrisen, mener Kim Wolters.

"Jeg tror i virkeligheden ikke, at det er noget, som går væk. Vi blev alle ramt af chokeffekten, og nu forestiller os, at det går væk, og vi vender tilbage til normalen. Men det vender ikke tilbage til normalen."

"Det er en ny normal. Det skal vi allesammen lære at operere i – både som mennesker, som ledere og som forretning."

Når man som Digizuite lever af at sælge digitale løsninger, rummer den nye virkelighed også nye muligheder.

Mange virksomheder har under coronakrisen erfaret, hvor vigtigt den digitale tilstedeværelse er. Det gælder ikke mindst om at have en velfungerende ecommerce. Det er afgørende – ikke blot væksten, men også for selve robustheden overfor sådan nogle situationer.

"Digital marketing får en større rolle og kommer i højere grad på agendaen i direktion og i bestyrelseslokalerne. Derfor tror jeg, at vi sammen med mange andre virksomheder, som tilbyder digitale løsninger, er i et godt marked og har nogle produkter og teknologier, som kan hjælpe virksomhederne i den omstilling."

Overskud om tre-fem år

Om Digizuite når i mål med målsætningerne for 2020, er endnu for tidligt. Ifølge Kim Wolters lå abonnementsomsætningen, der sidste år udgjorde 72 pct. af den samlede forretning, meget tæt på budget ved udgangen af første kvartal.

Det samme bliver også tilfældet ved udgangen af andet kvartal, men hvordan resten af året udvikler sig, er vanskeligt at spå om i disse tider.

"Vi har ikke ændret vores ambitioner for året endnu, men man skal ikke være naiv og tro, at covid-19 ikke har nogen betydning. Men hvor stor den er, er for tidligt at sige, så vi koncentrerer os om at servicere vores kunder og nå så langt, som vi kan i år."

Mens omsætningen steg med 39 pct. sidste år, voksede de røde tal på bundlinjen til gengæld også.

Efter skat lød årets resultatet på et underskud på 8,8 mio. kr., og Digizuite er hvert eneste år siden 2012 kommet ud med et minus på bundlinjen.

Vi har sådan set ikke en målsætning for, hvornår vi skal give overskud. Der er ingen tvivl, at vi kunne give overskud allerede i dag, hvis vi ville. Det kommer mere an på, hvordan markedet, som vi er en del af, udvikler sig, og hvor stor en markedsandel kan vi få.

Kim Wolters, adm. direktør, Digizuite

Hvornår skal I give overskud?

"Vi har sådan set ikke en målsætning for, hvornår vi skal give overskud. Der er ingen tvivl, at vi kunne give overskud allerede i dag, hvis vi ville. Det kommer mere an på, hvordan markedet, som vi er en del af, udvikler sig, og hvor stor en markedsandel kan vi få."

"Så længe vi kan vokse hurtigt, er det interessant for vores investorer at hjælpe os til at vokse så hurtigt som muligt. Det marked, som vi er en del, vil modnes, og på et tidspunkt bliver det selvfølgelig mere vigtigt at være rentable. Med de planer, som vi kigger på nu, er vi i hvert fald tre-fem år ude i fremtiden."

Så det er stadig vækst, der ubetinget står øverst på dagsordenen?

"Det er der ingen tvivl om. Det er stadig et ungt marked, som vi er en del af, og det er en teknologi, som mange virksomheder stadig ikke har adopteret, så der er et meget stort vækstpotentiale for os," siger Kim Wolters.

Det gælder ikke mindst i USA.

Softwareselskab tager stort skridt i omlægning af forretningsmodellen

Ewii holder fast i tidligere chefs tabsgivende it-investering

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger