ITWatch

Klaus Holse om overgang til cloud: "Vi regner med, at vi skal fortsætte væksten – også i antal medarbejdere"

Ny strategi skal gøre softwareselskabet cloud-baseret samtidig med, at selskabet vil udvide sine services i takt med, at det går på cloud, forklarer topchefen.

PR/Zenegy
Foto: PR/Zenegy

En opdatering af strategien er et af hovedpunkterne i Simcorps regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort fredag morgen, og her er det helt store fokus at blive en cloud-baseret global markedsførende spiller i fremtidens marked.

"Det er ikke en revolution, men en evolution. Vores nye strategiopdatering har tre store ben at stå på, og lige under det hele ligger en transformation mod cloud, forklarer administrerende direktør i Simcorp," Klaus Holse.

Med selskabets egne ord har strategiopdateringen fokus på en transition til at blive en cloud-baseret globalt førende udbyder af integrerede front-to-back-investeringsmanagement-løsninger.

En sådan overgang vil blandt andet betyde, at Simcorp kommer tættere på dets kunder og deres brug af selskabets software.

"I takt med at vi kommer på cloud, kan vi se brugsmønstre med mere hos kunderne, så det sikrer, at vi kan hjælpen kunden med at få succes med den software, de har købt."

"Så vi kan altså komme til at forstå, hvad vores software bliver brugt til hos kunderne og være sikker på, at de bruger alt det, de har købt, og være sikker på, at der skabes værdi hos kunderne ud fra det, de har købt," forklarer Klaus Holse.

Fra leverandør til serviceselskab

På samme tid vil en overgang til cloud betyde, at Simcorp kommer til at udvide sin vifte af services.

"I gamle dage - og det sker stadig - købte folk software, installerede den og driftede den selv, men i stigende grad er det os, der gør det."

"Vi hoster det for kunderne og driver softwaren for dem, og hvis vi kigger frem mod de næste fem år, vil der være mange flere af den type services, som vi kommer til at overtage, fordi kunderne siger, "det er ikke vores kerneforretning, og det vil være fint, hvis I som leverandør vil overtage det," siger Klaus Holse.

På nuværende tidspunkt leverer Simcorp service på software til mere end 20 af selskabet eksisterende kunder, og der er ingen indikationer på, at den tendens skulle aftage - tværtimod.

"Der er ingen tvivl om, at i takt med at vi kommer derhen, så skal vi have flere folk til det også, så vi regner med, at vi skal fortsætte væksten - også i antal medarbejdere i de kommende år," siger Klaus Holse.

Endeligt kommer en overgang til cloud også til at betyde, at Simcorp kan lukke potentielle partnere ind i selskabets systemer.

"Samtidig med at vi åbner systemet, og at det bliver mere cloudorienteret, så bliver der også åbnet op for partnere, så der er flere, der vil kunne deltage i et økosystem," siger topchefen.

For at lykkes med strategien skal der investeres i den i de kommende år, hvor en opdatering af den underliggende teknologi er nødvendig. Det vil ske fra allerede næste år.

Ambitionen er at skabe langsigtet, tocifret årlig omsætningsvækst og en forbedret indtjeningsmargin. Dog vil der være fluktuationer i både omsætningsvækst og profitmargin fra år til år som følge af timing af ordrer og investeringer, lyder det i regnskabet.

Klaus Holse uddyber:

"Vi kommer i det kommende år til at lave en investering i at få løftet teknologien op på native cloud-teknologi, så det er en af vores større investeringer i 2020," fortæller direktøren.

Han ønsker ikke at løfte sløret for, hvor mange penge Simcorp regner med at skulle bruge i den retning.

"Det er noget, vi kommer til at sige mere om i forbindelse med årsregnskabet, men vi skal selvfølgelig investere nogle penge for at opfylde strategien, men der skulle også gerne komme flere penge ud af det i sidste ende."

"Så på den måde skal de to ting gerne følges ad, men der er ingen tvivl om, at det at vi skal løfte teknologien til cloud kommer til at kræve lidt i 2020," siger Klaus Holse.

Simcorp-aktien på himmelflugt efter kvartalsregnskab

Simcorp-topchef: "Det er helt bestemt vores ambition, at der skal flere kunder i butikken"

Simcorp vokser på toppen i tredje kvartal

Simcorp kommer med regnskab fredag: Fremtidigt potentiale kan komme under pres

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger