ITWatch

Ny ITU-rektor ønsker flere partnerskaber med erhvervslivet

IT-Universitetet har fået ny rektor, og en stribe af opgaver ligger foran ham. En af udfordringerne er at skaffe finansiering til uddannelse af flere højt specialiserede it-folk, og her håber den nye rektor, at nye partnerskaber med erhvervslivet kan være en hjælp.

Foto: ITU

Flyttekasserne fra Syddansk Universitet står stadig stablet på gulvet, og whiteboard og plakater har endnu ikke fundet sin plads på de hvide vægge i Martin Zachariasens nye rektor-kontor på IT-Universitet, ITU.

Martin Zachariasen tiltrådte som rektor i starten af året og afløste dermed Mads Tofte, som havde siddet i rektorstolen siden ITU's opstart i 1999.

Den nye rektor kommer fra en stilling som dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet og har tidligere også været leder på Københavns Universitet. Martin Zachariasen har derfor stor erfaring med topledelse i universitetsmiljøet, men har aldrig før været ansat på ITU.

Da muligheden bød sig, var det umuligt at sige nej tak, fortæller han.

Dels trak det at få mulighed for at blive rektor og få ansvar for en hel institution, og dels var det en chance for at komme tilbage til hans oprindelige fagområde: It.

"It-området har altid interesseret mig. Det er klart det, der ligger mit hjerte nærrest," siger Martin Zachariasen, der er uddannet fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet, til ITWatch.

Ro på økonomien

Martin Zachariasen står over for en række opgaver i sin nye position.

For det første har han meldt ud, at han vil øge væksten og blandt andet uddanne mindst 100 kandidater yderligere om året.

Sidste år var meldingen fra den tidligere rektor, Mads Tofte, at økonomien så dyster ud, og at man derfor var nødsaget til at bruge af egenkapitalen for at have råd til at ansætte undervisere.

"Vi bruger af vores egenkapital til at ansætte forskere til at undervise. Det kan vi gøre i en vis tid, men fra 2022 så har vi ikke flere penge at trække på. Og for at modvirke at det sker, vil vi skære ned i optaget allerede næste år, med mindre der sker noget," sagde Mads Tofte til ITWatch under Folkemødet sidste år.

I dag er den økonomiske situation en anden, fortæller Martin Zachariasen. Det skyldes, at det i forbindelse med den seneste finanslov faldt på plads, at ITU fremover får tildelt 25 mio. kr. i øgede basismidler, og dermed har han finansieringen til den allerede gennemførte vækst på plads.

Så der er mere ro på nu?

"Ja, absolut. Men der er selvfølgelig pres på, så vi er hele tiden i dialog med ministeriet om, hvordan vi skal vækste og med hvilken hastighed," siger Martin Zachariasen.

Flere højspecialiserede it-folk

En af de andre opgaver, som den nye rektor står over for, er at få uddannet flere højspecialiserede it-folk i form af ph.d.'ere, som der ifølge Martin Zachariasen bliver uddannet for få af.

"På IT-Universitetet har der ikke været en særlig stor vækst i antallet af uddannede ph.d.'ere i de seneste år. Kigger man mere bredt på den danske it-uddannelsessektor, har der selvfølgelig været lidt vækst, men det er slet ikke tilstrækkeligt i forhold til at matche det behov, der er for specialister med ph.d.-baggrund," siger Martin Zachariasen.

Rektoren peger på, at konkurrencen om de dygtige it-folk skærpes i disse år, da det ikke længere kun er universiteterne, der aftager ph.d.'erne.

"Vi ser nu, at flere og flere virksomheder, også små virksomheder, begynder at ansætte ph.d.'ere. Det var ikke så tydeligt tidligere," siger Martin Zachariasen og fortsætter:

"Problemet er, at det er de samme mennesker, som vi skal ansætte til at være forskere og undervisere hos os. Så der opstår en ret stor konkurrence om de her talenter, som er spydspidsen af forskningstalenter i Danmark."

Mangler en Novo Nordisk i it-branchen

ITU skal derfor uddanne flere ph.d.'ere fremover, men det koster, og derfor skal Martin Zachariasen på jagt efter finansiering.

"Ph.d.'ere er ret dyre, fordi de bliver ansat tre år på universitetet til en høj løn. Det koster penge, og der kan virksomhederne hjælpe," påpeger Martin Zachariasen.

Rektoren understreger, at ITU naturligvis gerne henter penge fra staten og private fonde, men han håber, at erhvervslivet også bliver en aktiv medspiller fremover.

Martin Zachariasen peger på, at andre brancher har gode eksempler på, at virksomheder lægger en sum penge hos universiteterne, som de kan bruge til at uddanne ph.d.'ere, eller at virksomhederne ansætter de ph.d.-studerende, som laver en såkaldt erhvervs-ph.d.

Ph.d.'ere er ret dyre, fordi de bliver ansat tre år på universitetet til en høj løn. Det koster penge, og der kan virksomhederne hjælpe.

Martin Zachariasen, rektor på IT-Universitetet

Det er særligt life science-sektoren, der nyder godt af kapital fra store danske selskaber, der har mulighed for at lægge millioner hos de danske universiteter.

Men it-branchen mangler den slags virksomheder herhjemme, da den danske it-branche primært består af små eller mellemstore virksomheder, påpeger Martin Zachariasen.

"Det kunne være fantastisk, hvis vi havde en situation, hvor vi havde en Novo Nordisk eller Lundbeck inden for it-området. Men det har vi ikke, og it-virksomhederne har derfor ikke de økonomiske muskler til at gøre det samme som dem."

Rektoren afviser ikke, at internationale selskaber som IBM og Microsoft også kunne være interessante at samarbejde med i forhold til finansiering af ph.d.'ere.

"De vil gerne samarbejde med de bedste forskere i hele verden, og der er konkurrencen hård, men ITU har meget at tilbyde," siger Martin Zachariasen, som dog markerer, at Microsoft har lagt et stort millionbeløb på Københavns Universitet i forbindelse med et forskningsprojekt omkring kvantecomputere.

Det rigtige match

ITU samarbejder løbende med en række virksomheder og organisationer omkring forskellige forsknings- og undervisningsprojekter, men den nye rektor ønsker sig fremover endnu mere af den slags.

På forskningsfronten har ITU i øjeblikket gang i 43 forskningsprojekter, der involverer private virksomheder, offentlige organisationer eller andre universiteter.

Virksomheder som Simcorp, Amazon og Edlund er blandt andre nogle af de aktuelle samarbejdspartnere, oplyser universitetet.

Ifølge Martin Zachariasen vil partnerskaber og samarbejder med erhvervslivet betyde meget for ITU i fremtiden – både i forhold til øget finansiering, men også i forhold til at understøtte innovationen og den generelle udvikling på universitetet.

De små virksomheder kan ikke se ud i en treårig horisont eller afsætte flere millioner til et initiativ, hvis de kun er 10, 20 eller 30 ansatte. Så det er det, vi skal ud og finde nogle bedre modeller for.

Martin Zachariasen, rektor på IT-Universitetet

"Det (samarbejde med virksomheder, red.) betyder rigtig meget. Vi har allerede mange gode forskningssamarbejder, og vi arbejder på at sætte samarbejde med eksterne partnere endnu mere i system," siger Martin Zachariasen og fortsætter:

"Det landskab, vi har i Danmark med mange små virksomheder, er både godt og ondt. Men vi er klar over, at det er den virkelighed, vi er i. De små virksomheder kan ikke se ud i en treårig horisont eller afsætte flere millioner til et initiativ, hvis de kun er 10, 20 eller 30 ansatte. Så det er det, vi skal ud og finde nogle bedre modeller for."

Langsom relationsopbygning er ifølge den nye rektor vejen frem, hvis ITU fremover skal have succes med flere partnerskaber.

"Det tager tid at opbygge sådan nogle relationer, men det er vejen frem. Virksomhederne skal vide, hvad ITU kan, og hvad vi kan bidrage med kompetencemæssigt i forhold til den enkelte virksomhed. Det handler om at finde det match, som er værdifuldt på begge sider," siger Martin Zachariasen.

Ny ITU-rektor vil sætte fut under kedlerne

IT-Universitetet tog afsked med Mads Tofte

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger