ITWatch

Microsoft giver danskerne adgang til it-selskabets udviklingsafdeling i Lyngby

Microsoft bryder med idéen om, at udvikling skal ske for lukkede døre og byder alle og enhver indenfor i selskabets nye forskningslaboratorie i Lyngby. Målet er, at flere danskere skal interessere sig for teknologi, fortæller Microsoft-direktør.

Microsoft åbner op, så interesserede kan kigge ind i et nyt laboratorie i Lyngby, der skal udvikle materiale til nye kvantecomputere. Foto: PR/Microsoft

Udviklingsafdelingen er noget af det allerhelligste i en it-virksomhed. Det er her, nye idéer bliver født og afprøvet, og derfor er afdelingerne som hovedregel lukkede for omverdenen, så forretningshemmelighederne er i trygge og gode hænder.

Den virkelighed rykker Microsoft nu til.

Microsoft Development Center i Lyngby har nemlig etableret et nyt laboratorie, som alle interesserede kan kigge ind i. Laboratoriet er placeret i Microsofts hovedkontor i Lyngby og ligger helt ud til gaden, hvor forbipasserende kan kigge ind af de store vinduer og få et kig ind i fremtidens kvantecomputere.

"Noget af det, vi arbejder rigtig meget med, er, hvordan vi kan få flere unge til at interessere sig for, hvad man kan med teknologi, og hvordan vi i det hele taget kan få befolkningen til at se de muligheder, der er med teknologi," siger Charlotte Mark, adm. direktør i Microsoft Development Center, til ITWatch og fortsætter:

"Vi så en mulighed i ikke bare at pakke laboratoriet væk i et back office, men lægge det helt ude i front, så vi skaber en interesse omkring det og trækker folk til. De kan kigge ind af vinduerne og se, hvad der foregår, og måske tænke, at det er noget, man selv kan arbejde med, eller i hvert fald tænke, at der et noget, der kan betyde noget i min hverdag i fremtiden."

Fra Lyngby Storcenter til Microsoft

I det nye laboratorie udvikler Microsoft i samarbejde med Københavns Universitet et materiale til en ny kvantecomputer, som kan bruges i fremtidens datacentre.

Arbejdet er en yderst avanceret proces, og for det gængse øje er det svært at se, hvad der egentlig foregår på laboratoriet, som er fyldt med diverse højteknologiske maskiner.

Men tanken er, at det netop er helt almindelige borgere, som har været en tur i Lyngby Storcenter, der ligger på den anden side af gaden, der skal tage et kig ind i laboratoriet og blive interesserede i projektet.

"Vi har prøvet at lave formidlingen derude, så vi alle sammen kan være med," fortæller Charlotte Mark.

Vejen op til laboratoriet er bygget som en lille mini-park, Microsoft Quantum Park, hvor skilte beskriver forskellige teknologiske kvantespring, der har været i historien. Det kan eksempelvis være historien om, hvordan elektricitet eller telekommunikation har forandret vores verden.

"Vi forsøger at skabe en sammenhæng mellem nogle af de kvantespring, som de fleste kender i forvejen. Vi ved for eksempel godt, at elektricitet var utrolig banebrydende, og vi prøver så at relatere quantum computing til de kvantespring, så det bliver lettere at forholde sig til."

Microsoft Quantum Park Lyngby
Det nye laboratorie ligger i Microsofts hovedkontor i Lyngby, hvor forbipasserende kan kigge direkte ind til forskere og udviklere. Foto: PR/Microsoft

Flere skal interessere sig for it og teknologi

Formålet med at åbne op er som beskrevet at få flere til at interessere sig for teknologi. Ifølge Charlotte Mark er det altafgørende for den danske it-branche og de danske virksomheder generelt, som forventes at mangle op mod 19.000 it-specialister i 2030.

"Det er noget, vi tænker over hver eneste dag. Vi er jo simpelthen så afhængige af, at vi kan få dygtige medarbejdere til udviklingscenteret. Allerede nu er der en mangel på ingeniører generelt, men i høj grad softwareingeniører og folk med en computer science-baggrund. Så jo mere interesse, vi kan skabe for det blandt unge, der står og skal træffe deres valg omkring fremtidig uddannelse og karriere, jo bedre."

Microsoft bruger generelt meget energi på at byde folk indenfor med alt fra hackertons og påskeskoler til symfonikoncerter og bylivsarrangementer. Her har man især fokus på at skabe interesse hos børn i en tidlig alder.

"I sin tid tænkte vi, at vi bare starter på gymnasieniveau, for her var det nok lettere for dem at forholde sig til, hvad vi arbejder med. Det viste sig simpelthen, at det er alt for sent. Der har man truffet sit valg – i hvert fald om hvad man ikke vil," siger Charlotte Mark.

Hvis Microsofts udviklingscenter på sigt ikke kan finde de medarbejdere, som der er behov for i Danmark, afviser Charlotte Mark ikke, at udviklingscenteret vil skifte adressen i Lyngby ud med en i udlandet.

"Hvis det kom dertil, at vi simpelthen ikke kunne skaffe de medarbejdere, vi har brug for, så er der selvfølgelig en risiko," siger Charlotte Mark.

"Vi er nødt til at kigge på, at vi skal kunne løfte opgaverne. Det er dét, det hele drejer sig om, mere end det handler om lokationen."

Dansk tradition for it-udvikling

Charlotte Mark understreger, at Danmark stadigvæk er den rigtige placering for udviklingscenteret, og at Microsoft derfor fokuserer meget på at være med til at skabe talentet.

Årsagen til, at det nye kvantecomputer-laboratorie ligger i Danmark, er netop også den stærke danske historie og tradition for forskning og nye opdagelser. Charlotte Mark nævner eksempelvis Niels Bohr og Hans Christian Ørsted.

I nyere tid har også Navision, som Microsofts danske udviklingscenter udspringer af, efter Microsoft købte Navision af Damgaard tilbage i 2002, sat store fodspor inden for udvikling af teknologiske løsninger.

"Vi er dygtige inden for it i Danmark, men vi er i en stærk konkurrence globalt, hvor der er mange lande, der er fremme på teknologierne i dag. Noget af det, som vi måske brystede os af tidligere og sagde, at det kun er Danmark, der kan det her, eksempelvis med digitalisering af det offentlige, er der i dag rigtig mange lande, der er kommet efter det," siger Charlotte Mark og fortsætter:

"Derfor skal vi hele tiden være opmærksomme på, hvordan vi kan bygge nye kompetencer og forskningsfelter inden for de her områder. Så vi kan blive ved med at være dem, som sætter standarden."

Synes du, at Danmark halter efter?

"Jeg vil ikke sige, at vi decideret halter efter, men jeg tror, at man skal være meget opmærksom på at investere i de her år, så vi ikke kommer til at blive dem, der sidder på bagerste række."

Grænser for åbenheden

Microsoft har investeret et trecifret millionbeløb i Danmark som et led i samarbejdet mellem Microsoft og Københavns Universitet og med målet om at bygge verdens første kvantecomputer. Et projekt, der p.t. ikke har en udløbsdato eller deadline, men forventes at køre i hvert fald de næste fem til ti år.

Lige nu er projektet stadig på et forskningsstadie, hvor et hold på omkring 40 medarbejdere og studerende med to professorer i spidsen forsøger at skabe et materiale, der kan bruges i en kvantecomputer. Målet er at øge regnekraften i fremtidens datacentre.

"Hvis vi er i stand til at skabe meget mere computerkraft, er vi også i stand til at analysere nogle af de grundlæggende problemstillinger, som i dag vil tage os årtier at løse, på minutter eller dage," siger Charlotte Mark.

Det bliver selvfølgelig ikke sådan, at man bare kan gå op på arbejdsetagerne og kigge ind i vores arbejdsområder.

Charlotte Mark, adm. direktør i Microsoft Development Center

Selvom det nye laboratorie, som blev indviet af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i slutningen af september, er åbent for offentligheden, bliver det ikke kutyme, at alle Microsofts udviklingsprojekter bliver frit tilgængelige.

"Det bliver selvfølgelig ikke sådan, at man bare kan gå op på arbejdsetagerne og kigge ind i vores arbejdsområder," siger Charlotte Mark og tilføjer, at der tit er besøgende i udviklingscenteret, men at de går rundt i følgeskab med en Microsoft-medarbejder.

"Så det er som enhver anden virksomhed, hvor man ikke bare kan vandre rundt."

Så alle udviklingsafdelinger får ikke et vindueshul, hvor folk kan kigge ind?

"Det kunne man i og for sig godt gøre, for det meste, folk laver, er på computere, men det er ikke så interessant at se folk, der sidder ved en maskine og skriver et stykke kode eller at observere teams, der udvikler sammen til møderne. Derudover er det også forskning i fremtidens teknologier, der foregår i det nye laboratorie, så derfor er det sjovt at vise frem og byde til, at man kommer op og sætter næsen mod ruden og kigger ind."

Microsoft-topchef er nørd "ind til knoglerne" og vil nedbryde fordomme

Microsoft: Regulering gør det sværere at få banker som kunder

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger