Apple overgår forventninger i solidt kvartalsregnskab

Flere solgte Iphones betyder, at Apple lander et bedre resultat i tredje kvartal end forventet blandt analytikere.
Topchef Tim Cook fremhæver, at det er tredje kvartal i træk, at Apples vækst accelererer. | Foto: /ritzau/AP/Marcio Jose Sanchez
Topchef Tim Cook fremhæver, at det er tredje kvartal i træk, at Apples vækst accelererer. | Foto: /ritzau/AP/Marcio Jose Sanchez
RITZAU/FINANS

Verdens mest værdifulde selskab, den amerikanske teknologikoncern Apple, overgik analytikernes forventninger i det forskudte tredje kvartal, hvor selskabet havde den højeste omsætningsvækst i syv kvartaler.

Det fremgår af regnskabsmeddelelsen, der blev offentliggjort efter børstid tirsdag.

Apple bogførte et nettooverskud på 8,72 mia. dollar i tredje kvartal svarende til et overskud per aktie på 1,67 dollar. Analytikernes forventning lød på 1,57 dollar per aktie ifølge Bloomberg News' prognose.

Omsætningen løb op i 45,4 mia. dollar efter en stigning på 7,2 pct. Analytikernes estimat for salget lød på 44,9 mia. dollar.

Salget af iPhones steg med 1,6 pct. til 41,0 mio. i kvartalet, der sluttede 30 juni. I samme periode sidste år var salget på 40,4 mio., mens det forventede salg lå på 41,1 mio.

Hele 61 pct. af omsætningen i kvartalet kom fra andre lande end USA. Det var dog ikke det vigtige kinesiske marked, der trak læsset, idet salget her faldt 9,5 pct. i forhold til året før i takt med, at forbrugerne er skiftet til kinesisk-producerede smartphones.

Omsætningsnedgangen var dog mindre end de seneste kvartaler og især koncentreret omkring Hongkong, mens salget på det kinesiske fastland var uændret.

Apple forudser, at omsætningen i fjerde kvartal af regnskabsåret vil ligge på mellem 49 og 52 mia. dollar. Analytikerne havde estimeret et salg på 49,1 mia. dollar.

Apple-aktien steg 6,3 pct. i eftermarkedet efter en stigning på 0,9 pct. i den ordinære handel.

/ritzau/FINANS

Medie: Den nye Iphone kan blive forsinket 

Teknologibosser præger dagsordenen i stedet for politikere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også