Atea-direktør: Koncernen har haft vækst, men Danmark har desværre ikke bidraget
Mens Atea-koncernen som helhed kan se tilbage på et fint andet kvartal af 2017, ser det knap så sommerligt ud for den danske del af forretningen.
"Atea-koncernen har haft et meget tilfredsstillende halvår med vækst på både top- og bundlinje. Det er desværre ikke Danmark, der i denne omgang har bidraget stort til koncernens samlede flotte tal. Det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, og derfor har vi nu fokus på at justere omkostninger for at sikre en fortsat sund sammenhæng mellem omsætning og bundlinje," lyder det i et mailsvar til ITWatch fra Atea Danmarks adm. direktør Morten Felding, som befinder sig i et fly på vej hjem fra USA.
I den danske gren derimod gik omsætningen 6,2 pct. tilbage fra 1,9 mia. kr. i andet kvartal af 2016 til 1,8 for andet kvartal i år, mens ebitda i andet kvartal af 2017 var på 26 mio. kr. mod 44 mio. kr. for samme periode sidste år.
Tilbagegang på flere områder
Morten Felding forklarer, at faldet i omsætning skyldes, at man i perioden gik 13,2 pct. tilbage i hardware-forretningen og 3,4 pct. tilbage i service-forretningen, mens software-forretningen trak den rigtige vej med 2,3 pct.
Det var dog ikke var nok til at opveje de nedadgående forretningsområder.
"Faldet i hardwareomsætning i forhold til samme kvartal i 2016 skyldes særligt nogle ekstraordinært store pc-aftaler sidste år, og så har vi været selektive i forhold til lav-margin aftaler. På serviceområdet har vi været igennem genforhandling af nogle store ’managed service aftaler’, som er endt på en lavere pris," skriver han i mailen og tilføjer:
"Der er helt klart et øget pres i markedet, som kræver, at vi hele tiden skal have fokus på, at øget toplinje følges af bundlinje."
I et forsøg på at imødegå de negative resultater og reducere driftsomkostningerne indførte Atea Danmark i marts et ansættelsesstop, og valgte ikke at genbesætte 40 ledige stillinger.
"Vi indførte tidligt i andet kvartal et ansættelsesstop, hvor stillinger ikke bliver genbesat, og det ansættelsesstop fortsætter vi indtil videre. Det gør vi for at prioritere en sund sammenhæng mellem omsætning og bundlinje. Senere i andet halvår planlægger vi igen at ansætte på nye spændende områder," lyder det fra Felding.
Har reduceringen i driftsomkostninger haft den ønskede effekt?
"Den markante stigning i omsætning, vi oplevede i første kvartal, medførte stigende omkostninger. I andet kvartal har vi derfor haft fokus på at vende den stigende udvikling på omkostningssiden, og det vil vi fortsætte med. Ting tager tid, så mange af de knapper, vi er begyndt at skrue på efter første kvartals resultater, vil vi se resultaterne af i andet halvår," slutter mailen.
Relaterede artikler:
Store investeringer på vej i it-sikkerhed
For abonnenter