Konsulenthus nærmer sig 1000 konsulenter og lander rekordresultat

Konsulenthuset 7N vælter sig i opgaver og runder snart 1000 konsulenter. Regnskabet viser selskabets bedste resultat nogensinde, og de gode tider fortsætter, siger storaktionær og adm. direktør i selskabet.
Foto: PR/7N
Foto: PR/7N

Konsulenthuset 7N kommer ud af 2016 med det bedste resultat nogensinde. Med et overskud på 37 mio. kr. før skat overgår selskabet markant året før, der bød på 28 mio. kr. i overskud.

Samtidig går omsætningen frem til 647 mio. kr., hvilket er en fremgang på forsigtige 15 mio. kr. i forhold til året før, men det kunne have været langt bedre, siger storaktionær og direktør for 7N, Jeppe Hedaa.

"Vi kunne have været 200 konsulenter flere, end vi er," siger han.

Selvom 7N runder en markant milepæl i medarbejderstaben, så betyder væksten, at han mangler folk.

"Vi er 1045 mennesker i ni lande, hvoraf de 930 er konsulenter, og årets resultat viser, hvor stærkt det går lige nu," siger Jeppe Hedaa.

"Dette resultat er det bedste nogensinde for 7N."

Han siger, at udfordringen for hans slags selskab er at matche udbud og efterspørgsel - helt banalt.

"Vi er jo aldrig i balance, enten mangler vi folk, fordi det går godt, eller også har vi folk siddende på bænken. Denne tid er præget af, at vi bare ikke kan få folk nok."

Et anderledes konsulenthus

7N er et anderledes konsulenthus i forhold til mange af de andre selskaber herhjemme. Ret beset er 7N en agent for konsulenter, der skaffer dem i arbejde.

"Den store forskel på 7N og f.eks. Netcompany er, at de er en løsningsleverandør med små superteams bestående af enkelte erfarne ledere og yngre team-medlemmer. De påtager sig et ansvar for opgaverne og gennem agile metoder, sammentømrede teams og genbrug af kode, kan de levere løsninger billigere end mange andre," siger Jeppe Hedaa.

"7N er alene fokuseret på at være agent for de bedste konsulenter på it-området, og de skal have minimum 10 års erfaring. Vi leverer dem til de opgaver, kunderne selv arbejder med. Internationalt og herhje mme er vores målgruppe de største udviklingsafdelinger, som typisk vil bevare projektansvaret."

Hvordan vil I følge med den stærke vækst?

"Hvis vi var villige til at gå på kompromis med vores fokus om kun at have med de bedste tre pct. af konsulenterne at gøre, vil jeg tro, at vi kunne have solgt 200 konsulenter mere, men det gør vi ikke. Vi fastholder strategien, og det betyder en langsommere vækst. Vores kerneforretning er disse særligt dygtige individer, ikke løsninger."

Foto: PR/7N
Foto: PR/7N
 

Men så kan du vel skrue op for priserne?

"Vores forretningsmodel er baseret på faste og forudsigelige marginer. I øjeblikket oplever vi lidt færre prisdiskussioner end i lavkonjunkturer, og det giver en lille en-procent effekt på bundlinjen. Men vores margin er fast, og vores koncept er, at det skruer vi ikke op for, når der nu mangler folk. Det har vi aldrig gjort," siger han.

Gode tider giver penge

"Andre virksomheder kan i gode tider opleve en gevaldig vækst på bundlinjen. Men jeg synes, at det er kompliceret, når vi har så nært og tillidsfuldt et samarbejde, som vi har, med vores kunder," siger Jeppe Hedaa og tilføjer:

"Det har måske også lidt med grådighed at gøre, at skrue op for marginen afhængigt af konjunkturerne, synes jeg. Vi har en god solid forretning, i gode og dårlige tider."

Han siger, at 7Ns overskudsgrad kunne være større, men det passer ham fint.

"Vores overskudsgrad er omkring seks pct, hvilket ikke er prangende. Dygtige kollegaer som Netcompany ligger på imponerende 25-30 pct. Men de tager også mere ansvar. Vores model er måske mere stabil. Vi har altid tjent penge under alle forhold."

Hvorfor ser vi de gode resultater blandt konsulenter lige nu?

"Konsulenterne oplever gode tider. It er af afgørende betydning for alle selskabers overlevelse og markedsandele. For 10 år siden automatiserede it hovedsageligt nogle manuelle processer, men i dag afgøres en virksomheds overlevelse af, hvor dygtig man er til it. Gør de ikke selv noget smart, så hapser konkurrenterne ens marked."

Overvejer du at sælge virksomheden?

"Ærligt talt nej. Hvad skulle jeg så lave? Og det ville give så mange penge, som jeg slet ikke ved, hvad jeg skulle bruge til. Så nej, det har jeg ikke den store interesse i. Og jeg får heldigvis heller ikke de mange købstilbud, som man hører, at andre får."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også