Global Connect: Vi runder en mia. i omsætning om tre år
Global Connect venter en omsætning på en mia. kr. om tre år. Det siger selskabets direktør Christian Holm Christensen til ITWatch efter selskabet har sendt et solidt regnskab på gaden.
"Dette er det bedste regnskab, vi nogensinde har lavet," siger direktøren, som tilføjer, at man nu ser efter kraftig vækst. Det er blevet muligt efter kapitalfonden EQT købte selskabet i december 2016.
"Vi venter at runde en mia. kr. i omsætning om tre år. Og vi venter, at væksten skal hentes i Tyskland, hvor der er store muligheder for, at ekspandere vores virksomhed," siger han.
Det er lidt af en kursændring for selskabet, der er gået fra en omsætning på 433 mio. kr. i 2012 til 607 mio. kr. i 2016. Så med den varslede nærved fordobling af virksomhedens omsætning, er der sat turbo på.
"Vi afviser bestemt ikke at gennemføre en del af væksten gennem opkøb. Det er ikke noget, vi har den store erfaring med i selskabet i dag, så det er virkelig her, hvor EQT kommer ind med deres kompetence."
Adgang til ny kapital
Global Connect blev stiftet i 1998 af Niels Zibrandtsen, der fortsat er storaktionær i selskabet. Men direktøren fortæller, at man hidtil har arbejdet ud fra en mere forsigtig købmandsagtig strategi, der har betydet, at selskabet er vokset, men mere forsigtigt end den vækst, Global Connect skal undergå nu.
"Vi har fået adgang til et kapitalberedskab, vi ikke har haft før. Så jeg har sagt til vores tyske datterselskab, at de på sigt skal have som ambition at blive større end os i omsætning," siger Christian Holm Christensen.
Han siger, at væksten skal hentes i Tyskland, fordi man her ikke er nået så langt inden for Global Connect kerneområder, som er oursourcing, hosting og opbygning af netværk, som man er herhjemme.
"Vi skal ganske enkelt kopiere vores danske model i Tyskland," siger han.
Relaterede artikler:
Global Connect afleverer solidt årsregnskab
For abonnenter