GN Audio arbejder hårdt på at ændre skrumpende forbrugersalg

GN Groups headset-division, GN Audio, havde stor vækst i det professionelle segment sidste år, hvor Call Center & Offices (CC&O) stod for en markant fremgang.
RITZAU FINANS

I fjerde kvartal alene stod den del for en organisk vækst på 21 pct., men til gengæld vejer forbrugersegmentet - Mobile - tungt den anden vej med en negativ organisk vækst på hele 23 pct. i fjerde kvartal.

Samlet set blev den organiske vækst derfor begrænset til 6 pct. i oktober, november og december, men tendensen til faldende markeder hos forbrugeraktiviteterne skal vendes gennem et helt nyt fokus. Og det arbejdes der lige nu hårdt på hos GN Audio.

"Vi arbejder for at forandre virkeligheden i Mobile. Vi er landet i en situation, hvor vi rammer markedet lidt forkert. Derfor er vi i gang med at justere vores produktportefølje," fortæller René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, til Ritzau Finans.

"Vi lancerede Jabra Elite Sport sidste år i fjerde kvartal. Det er et headset helt uden ledninger af nogen slags, hvor man bare stikker to propper i ørerne. Og siden lanceringen i november har vi ikke kunnet følge med efterspørgslen. Det er et meget godt eksempel på den type produkter, vi forsøger at bringe til markedet nu," fortsætter topchefen.

Han peger blandt andet på et tæt samarbejde med høreapparatdivisionen GN Hearing om at ramme netop den rigtige type produkter til Mobile-segmentet. Men endnu er det på et så tidligt stadie, at den negative markedsvækst overskygger de nye produkter.

"Det er stadig tidligt, så vi må se, hvad der sker, når efterspørgslen og vores udbud begynder at balancere," siger René Svendsen-Tune.

Han peger på, at GN Audio simpelt hen ikke har kunnet nå at ændre produktsammensætningen med den hastighed, som det traditionelle marked for mono bluetooth-headset er gået ned.

Men det har ikke fået topchefen til at miste modet.

"Vores forbrugerforretning var baseret på mono bluetooth-headset, hvor vi er meget stærke. Men det marked falder kraftigt. Derfor er vi gået ind i musik og sport, men det har ikke været tilstrækkeligt til at opveje markedsfaldet. Vi kan ikke udfordre tilstrækkeligt på brandet alene, så vi skal finde de helt rigtige produktsegmenter og slå til der. Men vi har tålmodighed, og imens sætter vi i stedet fuld damp på vores professionelle forretning," siger René Svendsen-Tune.

/ritzau/FINANS

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også