Amerikansk softwareselskab overgår forventninger
Aktien i den amerikanske softwarevirksomhed Docusign, der udvikler signeringstjenester, har medvind på den amerikanske børs fredag, hvor den fra åbningen stiger 9 pct. efter et bedre regnskab for første kvartal end ventet.
Selskabets resultater overgår analytikernes forventning, mens Docusigns prognose for andet kvartal er af mere ”konservativ” karakter.
”Selv om der var tegn på fremskridt i første kvartals resultater, er der stadig mere arbejde at gøre,” skriver finanshuset Piper Sandler ifølge Bloomberg News og fortsætter:
”Prognosen for det nuværende kvartal ser konservativ ud, idet der er en vis spænding omkring nye produktudgivelser.”
I de første tre måneder af 2023 øgede selskabet omsætningen med 12 pct. fra året før til 661,4 mio. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet 642 mio. dollar.
Endvidere steg udfaktureringen i kvartalet med 10 pct. i forhold til sidste år til 674,8 mio. dollar mod estimeret 621,9 mio. dollar af analytikerne.
I andet kvartal venter Docusign en omsætningen i niveauet 675-679 mio. dollar, hvilket ligger over markedets forventning på 666,2 mio. dollar ifølge Bloomberg News’ konsensus.
Udfaktureringen ventes at lande i intervallet 646-656 mio. dollar, hvor analytikernes estimat ligger et nøk over toppen - på 656,5 mio. dollar.