Proshop-stifter lander igen over 70 mio. kr.
Proshop-stifter Poul Thyregod har for andet år i træk tjent mere end 70 mio. kr. gennem sine to holdingselskabet, Thyregod Invest Aps og Bullgood Aps, skriver Børsen.
Årsresultatet for 2022 var med 70,3 mio. kr. en smule lavere end i 2021, hvor årsresultatet viste 73,5 mio. kr. Til Børsen kalder Poul Thyregod det selv for same old story og forklarer, hvor pengene er tjent i 2022.
“Proshop er hoveddriveren for resultatet i Thyregod Invest, hvor Bullgood mest er ejendomme og udlån og et generationsskifteselskab,” siger Poul Thyregod til Børsen.
Af regnskaberne fremgår det, at Thyregod Invest har haft et resultat på 46,6 mio. kr., mens Bullgood har haft et årsresultat på 23,7 mio. kr.
Foruden investeringen i Proshop har Poul Thyregod gennem sine holdingselskaber investeringer i konsulentvirksomheden Novicell, leasingselskabet Aros Leasing, investeringsfirmaet EC Sound samt investeringer i ejendomme i Aarhus-området.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)