ITWatch

Apple og Amazon sendt i hver sin retning på helt grøn dag

Apple fik sin største stigning på en enkelt dag for siden juli 2020, mens Amazon fik kursklø.

Foto: Strf/AP/Ritzau Scanpix

Amazon gik mod strømmen på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor humøret var klart positivt, men hvor e-handelsplatformen fik kursklø efter sin regnskabsskuffelse sent torsdag.

Lavere end ventede inflationstal for september var ud på eftermiddagen dansk tid med til at vende stemningen omkring det generelle marked, hvor futures ellers havde peget på en rød åbning hele dagen.

Den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, PCE-kerneinflationen, viste en stigningstakt på 5,1 pct. på årsbasis.

Her var ventet en fremgang 5,2 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det overordnede inflationstal, PCE-deflatoren, viste lignende takter.

”Federal Reserve har endnu ikke brudt den vedholdende trend i kerneinflationen og vil derfor formentlig forblive aggressiv på næste uges møde. Men nogle områder af økonomien viser betydelig svaghed og kan bygge på argumentet for, at Federal Reserve går ned til mindre renteløft i 2023,” siger Jeffrey Roach, der er cheføkonom hos LPL Financial, til nyhedsbureauet Reuters.

Det brede S&P 500-indeks steg med 2,5 pct., Nasdaq-indekset løftedes 2,9 pct., og Dow Jones-indekset steg 2,6 pct.

Den amerikanske regnskabssæson har haft fart på i denne uge, og foruden Amazon bød torsdagen også på tal fra Apple og Intel efter markedets lukning.

Førstnævnte kunne præsentere pæne tal for fjerde kvartal, mens Intel nedjusterede forventningerne.

Fredag har oliekæmperne Exxon og Chevron præsenteret regnskaber, der for begges vedkommende viste kæmpe overskud, og det belønnede investorerne.

AMAZON SENDT NED EFTER SVAG PROGNOSE

Amazon var dog i kraftig modvind og faldt med 6,8 pct. til 103,41 dollar.

Nedturen blev dog begrænset kraftigt fra det indledende fald på omkring 20 pct. i torsdagens eftermarked, da regnskabet var lagt frem.

Torsdag aftens regnskab for tredje kvartal indeholdt en svag prognose for det indeværende fjerde kvartal.

Her venter Amazon en omsætning på 140-148 mia. dollar, mens analytikerne på forhånd havde regnet med 155,5 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Også indtjeningsforventningerne er skuffende, da Amazon sigter efter en driftsindtjening på 0-4,0 mia. dollar mod ventet 4,7 mia. dollar blandt analytikerne.

I det overståede tredje kvartal var toplinjen ellers stort set helt som ventet med et salg på 127,1 mia. dollar mod ventet 127,6 mia. dollar.

Indtjeningen per aktie var samtidig en spids bedre end ventet med 28 cent mod ventet 22 cent blandt analytikerne.

APPLE VENDTE RUNDT EFTER REGNSKAB

Apple, der blev sendt ned i torsdagens eftermarked, blev fredag vendt rundt ligesom markedet og endte med en stor stigning på 7,6 pct. til 155,74 dollar.

Det var den største stigning på en enkelt dag for Apple siden juli 2020.

Det kom på baggrund af et generelt pænt regnskab for fjerde kvartal 2021/22, der på flere parametre endte bedre end ventet.

Apple omsatte i sit fjerde kvartal for 90,2 mia. dollar mod ventet 88,6 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie blev 1,29 dollar mod konsensus om 1,26 dollar.

Salget af Apples største produktkategori, iPhones, udgjorde i kvartalet 42,6 mia. dollar mod ventet 42,7 mia. dollar.


Mere fra ITWatch

Tre talchefer forlader Lunar

Et par kreditchefer og en finansdirektør har valgt at sige op i fintech-banken, der på en anden front netop har sikret sig ny kapital.

IBM om blockchain: Udviklingen fortsætter - også uden Tradelens

Da A.P. Møller-Mærsk forleden meddelte, at selskabet vil droppe sin blockchain-baserede Tradelens-platform, skabte det store overskrifter . Men blockchain-teknologi lever videre, og IBM forventer vækst de kommende år, forklarer IBM Danmarks CTO, der peger på tillid som en væsentlig faktor i netværk.

Læs også

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs