ITWatch

Analytiker om SAP: Der er en investeringscase for den tålmodige investor

Softwarekoncernen SAP er blevet hårdt ramt af coronakrisen, og det har sendt aktieværdien ud i et større kursfald.

Foto: DANIEL ROLAND/AFP / AFP

I kølvandet på en nedjustering af forventningerne, der mandag sendte aktien i den tyske softwaregigant SAP ned med 21,6 pct., sænker Jyske Bank nu sin anbefaling til "hold" fra tidligere "køb".

Samtidig sænker banken kursmålet på SAP-aktien til 107 euro fra 154 euro per aktie, skriver bankens senioranalytiker Henrik Hallengreen Laustsen i en analyse tirsdag.

"Covid-19 rammer SAP hårdere, end vi første antog. Covid-19 medfører, at nogle af kunderne skubber investeringerne i it et til to år frem i tiden, mens andre investerer i Cloud-løsningerne – begge elementer presser SAP's indtjening på den korte bane. For den meget tålmodige investor ser vi fortsat en case i SAP," skriver senioranalytikeren.

Udbruddet af covid-19 har øget efterspørgslen efter Cloud-løsninger, som har fået SAP til at skrue op for investeringerne i Cloud-forretningen og konvertere nuværende kunder over på Cloud-løsningerne.

Derudover betyder de skubbede it-investeringer, at SAP’s målsætninger for Cloud-forretningen, den samlede omsætning og driftsindtjeningen forsinkes med et til to år.

For 2020 venter SAP nu en justeret omsætning på 27,2-27,8 mia. euro mod tidligere 27,8-28,5 mia. euro. Forventningerne til driftsresultatet er samtidig sænket til 8,1-8,5 mia. euro fra tidligere op til 8,7 mia. euro.

SAP har desuden opdateret sit finansielle mål på mellemlangt sigt. Der ventes nu en omsætning på mere end 36 mia. euro i 2025. Den tidligere målsætning forudså en omsætning på 35 mia. euro, men allerede i 2023.

"Vi sætter spørgsmålstegn ved, om investorerne er villige til at vente til efter 2023, før SAP igen leverer den vækst, der forventes af dem. Vi ser på den korte bane ingen kurstriggere, men vi vil holde øje med SAP's evner til at konvertere kunderne over på Cloud – jo hurtigere dette sker, jo før kommer væksten retur," skriver Henrik Hallengreen Laustsen.

Han understreger samtidig, at investeringerne i Cloud-forretningen er fornuftige på den lange bane.

"Efter en negativ kursreaktion på 22 pct. har vi dog ikke travlt med at købe ind i aktien igen, men anbefaler heller ikke nuværende investorer at smide aktien i panik."

Staten vil ændre styrkeforholdet i indkøb for en halv milliard hos store it-spillere

SAP styrtdykker 20 pct. efter nedjustering

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger