ITWatch

Facebook i kursryk: Salget holdt niveauet trods pandemien

Annonceindtægterne har stabiliseret sig hos Facebook efter markant nedgang i slutningen af marts. Samtidig har det sociale medie oplevet vækst i antallet af brugere under coronakrisen.

Foto: ARND WIEGMANN/REUTERS / X90184

Verdens største sociale medie, Facebook, strøg i vejret med 10,5 pct. i onsdagens amerikanske eftermarked, endda efter en stigning i den ordinære handel på 6,2 pct., da regnskabet for koncernens første kvartal viste sig stærkere end ventet.

Samtidig melder koncernen om, at tingene i april nu ser ud til at udvikle sig mere roligt efter en stor nedgang i slutningen af marts.

"Efter et indledende skarpt fald i annonceindtægterne i marts har vi set tegn på stabilitet afspejlet i de første tre uger af april, hvor annonceindtægterne har udviklet stort set fladt sammenlignet med samme periode for et år siden, men med et fald fra årsvæksten på 17 pct. i første kvartal," hedder det i regnskabet.

Omsætningen steg i første kvartal, som løb frem til marts og altså inklusiv nogle uger med coronanedlukning i USA, med 18 pct. til 17,74 mia. dollar, og det trumfede konsensus, der ifølge Bloomberg News var på 17,27 mia. dollar, med cirka en halv mia. dollar.

"Vi oplevede en betydelig reduktion i efterspørgslen på annoncering såvel som et relateret prisfald på vore annoncer gennem de sidste tre uger af første kvartal 2020," skriver koncernen, som på grund af usikkerheden ikke vil give en prognose for salget i andet kvartal eller for hele 2020.

Flere brugere

Koncernens overskud per aktie steg i kvartalet desuden med 11 pct. til 1,71 dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med netop 1,71 dollar.

Det justerede nettoresultat blev på 6,02 mia. dollar mod et bud fra Wall Street på 5,79 mia. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 8,83 mia. dollar. Her var der ventet 8,66 mia. dollar.

Facebook fortæller samtidig i regnskabet, at det daglige antal brugere på Facebook i marts steg med 11 pct. til 1,73 milliarder, og at det månedlige antal aktive brugere gik op med 10 pct. til 2,60 milliarder.

For alle koncernens platforme, som også omfatter Instagram, Messenger og Whatsapp, var det daglige antal brugere på 2,36 milliarder, hvilket var en fremgang på 12 pct., og på månedsbasis steg tallet med 11 pct. til 2,99 milliarder brugere.

Det sociale medie behøver modsat mange andre virksomheder ikke bekymre sig om pengestanden på bankkontoen, da der ved kvartalets udgang var 60,29 mia. dollar.

Siden har koncernen dog købt en ejerandel i indiske Jio Platforms for 5,7 mia. dollar, og selskabet har også betalt 5,0 mia. dollar til myndighederne i det forlig, man indgik sidste sommer, omkring krænkelse af brugernes privatliv .

Trods den store kontantbeholdning hiver Facebook 3 mia. dollar af investeringsbudgettet til 14-16 mia. dollar i 2020.

Microsoft mærker "minimal" omsætningseffekt fra corona 

Spotify udskyder indtog i Rusland og Sydkorea 

Mere fra ITWatch

Canopylab har kurs mod tvangsopløsning

Virksomheden med den omdiskuterede iværksætter og tidligere næstformand for DI Digital, Sahra-Josephine Hjort i front, har ikke afleveret sit årsregnskab til tiden og nærmer sig derfor tvangsopløsning.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs