ITWatch

GN Audio-direktør: Stærkt momentum gav bedre første kvartal end ventet

Stor efterspørgsel og vellykkede investeringer betyder, at GN Audio er kommet flyvende fra land. "Vores nye produkter rammer markedet rigtig godt," lyder det fra adm. direktør.

René Svendsen-Tune er adm. direktør for GN Audio.

Der er fuld fart på forretningen hos GN's headset-division, GN Audio, der igen i første kvartal har overgået markedets forventninger med flere længder, når det kommer til den organiske vækst.

Væksten har været så voldsom, at GN Audio også selv er overraskede, og derfor blev forventningerne til hele årets vækst fredag opjusteret ganske betragteligt, så selskabet nu sigter efter en samlet organisk fremgang på "mere end" 19 pct. mod den tidligere forventning om "mere end" 15 pct.

I første kvartal peger de foreløbige tal fra GN på, at den organiske vækst var massive 36 pct. efter en fremgang på 28 pct. i fjerde kvartal sidste år, hvor væksten ligeledes var langt over det ventede.

Og det er netop de gode takter fra de sidste måneder sidste år, der er blevet taget med ind i 2019 og giver så godt et momentum for GN Audio.

"Efterspørgslen er bare stærk, og de investeringer, vi har lavet, og vores nye produkter rammer markedet rigtig godt," siger René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, til Ritzau Finans.

Godt sammenligningsgrundlag

Han peger i øvrigt på, at første kvartal sidste år udgjorde et lidt blødt sammenligningsgrundlag.

Det hænger blandt andet sammen med, at GN Audios forbrugerforretning - der er den klart mindste del af forretningen - på det tidspunkt stadig bidrog med negativ vækst, inden en vending slog igennem i andet kvartal og de efterfølgende kvartaler.

Første kvartal 2018 var dermed det sidste af mange på stribe, hvor forbrugerforretningen var det klart svage kort i regnskabskabalen.

"Første kvartal sidste år var relativt blødt. Det var sidste kvartal, inden vi fik effekten af vendingen i privatforretningen," siger René Svendsen-Tune.

GN opjusterer forventninger til Audio efter stærk start på 2019

GN udsteder aktieoptioner til en markedsværdi af 53,5 mio. kr

Amerikansk GN Audio-rival skifter navn efter milliardopkøb

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger