ITWatch

Rekordmange "enhjørninger" på børsen i 2018

Ikke siden dotcom-bølgen var på sit højeste, er så mange tech-virksomheder gået på børsen med en indledende værdi på over en mia. dollars. Det viser nye tal ifølge Wall Street Journal.

Foto: /Ritzau/AP/Richard Drew

Et meget stort antal af teknologivirksomheder med en værdi på mere end 1 mia. dollar - såkaldte enhjørninger - gik på børsen i 2018 i USA.

I alt var der 37 børsnoteringer, hvor investorerne skrev en indledende prisseddel med et tal, som var højere end det formidable beløb. Og det er ikke set højere siden dotcom-bølgen var på sit højeste i 2000, ifølge tal fra Dealogic.

Det skriver The Wall Street Journal.

I 2000 var der 63 it-enhjørninger og året før 44. Og der er ikke udsigt til en nedgang i det tal i 2019, hvor store og kendte navne som Uber, Lyft og Slack er mulige kandidater. Uber anslås endda at få en markedsværdi på 100 gange det, som skal til, for at være en børsenhjørning.

Der ventes dog at komme mange børsnoteringer i niveauet under de tre teknologinavne, herunder en række softwareselskaber, hvor de nuværende private ejere sigter på markedsværdier mellem 1 og 5 mia. dollar. Ligesom i 2018, og netop derfor har det høje antal måske fløjet under radaren.

"Det her er historier, som folk ikke kender, fordi de ikke er en app på din telefon. Men der er en meget støt strøm, og der har været et børsnoteringsmarked, som støtter det," siger David Ethridge, chef for IPO Service hos PwC.

"Spørgsmålet er "hvad med 2019?", og det vil kræve mod, men jeg tror, der er mange selskaber, som vil træffe beslutningen og blive noteret selv med et svært marked."

Ejerne kan da også kigge på kursudviklingen i 2018 og finde opmuntring. I snit er de store børsnoteringer af teknologivirksomheder steget med 16 pct. siden deres debuter i 2018. Til sammenligning er nye teknologiaktier på børsen i år kun steget med det halve, mens S&P 500-indekset tilmed er faldet med næsten 5 pct.

Uber kan børsnoteres til en værdi af knap 800 mia. kr.

Medie: Uber-rival planlægger børsnotering til foråret

 

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger