
Tiden er inde til et generationsskifte i Seed Capital, fortæller Ulla Brockenhuus-Schack, der er ledende partner i ventureselskabet, til Børsen.
Den gradvise udfasning af hendes rolle gælder også de to general partners, Lars Andersen og Niels Vejrup Carlsen.
Årsagen er, at der i 2024 skal rejses kapital til fond V.
”Så bliver vi nødt til at finde en ny managing partner og lave et generationsskifte,” siger Ulla Brockenhuus-Schack, der fyldte 60 år i det forgangne år, til Børsen.
Det internationale rekrutteringsselskab Russell Reynolds Associates har fået opgaven med at finde en afløser for hende som topchef.
“Jeg passer andre folks penge for at sige det på godt jysk, og så er du nødt til at have de lange briller på. Du skal tænke, hvad der er i investorernes bedste interesse,” siger hun til Børsen.
Ulla Brockenhuus-Schack har siden 2004 stået i spidsen for Seed Capital. Frem til 2017 var hun desuden direktør for det statsejede Preseed Innovation, der i dag er kendt som Preseed Capital.