ITWatch

"Der skal være tid til selvreflektion, så jeg kommer tilbage med ny energi og nye idéer"

Intens familietid er alfa og omega for Fujitsu-chef Søren Rinnov Østergaard i sommerferien, men det er også vigtigt for ham, at han har tid til at tænke efter og reflektere, så han er parat med nye idéer, når han vender tilbage til jobbet efter ferien.

Foto: Privatfoto

For Søren Rinnov Østergaard, der er adm. direktør i Fujitsu, gælder sommerferien om at komme helt ned i gear og være sammen med familien.

Ferien skal give ham energi til at komme tilbage på jobbet, hvor den helt store opgave bliver at vende tilbage til en ny normalitet efter coronakrisen.

Hvad skal du i din sommerferie?

"Vi kører 'staycation', og det glæder jeg mig til. Vi har været i Danmark eller Sverige i sommerferien de seneste år, og jeg kan rigtig godt lide at blive på vores breddegrader om sommeren. Den står på camping i telt med min kone og vores tre unger på Nordfyn. Desuden tager vi nogle dage på Melsted Badehotel på Bornholm og lidt tid i sommerhus."

Hvor længe holder du ferie?

"3 uger. Så kan jeg nå at komme helt ned i gear."

Hvad skal du læse i ferien – og hvorfor?

"Jeg har tre bøger liggende klar, der ser spændende ud. 'Factfulness' af Hans Rosling, der bl.a. giver 10 grunde til at vi misforstår verden og erindringsromanen 'Oplyst' af Tara Westover, som min kone har anbefalet mig. Og hvis jeg får tid, vil jeg også gerne nå at læse min gamle kollega Malou Aamunds roman 'Maria'. Jeg læser sjældent romaner, men holder mig som regel til bøger om personlig udvikling og ledelse, gerne med et filosofisk tvist."

De tre ting, jeg glæder mig mest til i ferien, er …?

"Jeg glæder mig klart mest til intensiv tid med min familie. Derudover ser jeg frem til at dyrke en hel masse sport. Jeg skal løbe, svømme, løbe på rulleskøjter og måske spille lidt fodbold med min søn. Og så skal der også være tid til selvreflektion, så jeg kommer tilbage med ny energi og nye idéer på den anden side af ferien."

Søren Rinnov Østergaard
Foto: Privatfoto

Hvad har været de vigtigste opgaver, der skulle løses op til ferien?

"Det har været at transformere Fujitsus måde at operere på, både internt og eksternt, i skyggen af corona-situationen. Vi har lagt mange kræfter i at fastholde en god og tæt dialog med vores kunder – ved hjælp af moderne, digitale værktøjer – og at fastholde vores egen arbejdskultur og nærvær i en situation, hvor langt de fleste har arbejdet hjemmefra. Det er faktisk lykkedes ret godt."

Hvad er den vigtigste opgave, der venter, når du er tilbage?

"Det er at vende tilbage til en NY normalitet. Så målet er at udnytte, at vi i denne krisetid er blevet meget klogere på, hvordan man kan arbejde, og at bygge videre på de store skridt, mange har taget på den digitale rejse. Vi skal derfor ikke stræbe efter at ramme før-corona, men tage fordelene med os og selvfølgelig rette op på de udfordringer, der har været ved de seneste måneder at arbejde fra distancen. Mange CEO’s har klappet i hænderne over luft i rejse- og frokostbudgetterne og høj produktivitet. Men vi skal også sikre teamspiriten og sammenholdskraften på den længere bane."

Hvad er den største og vigtigste udfordring for it-branchen i dag?

"Den fælles udfordring, som jeg ser det, er som it-virksomhed at finde sin nye position i markedet på bagkant af covid-19. Mange oplever, at kunderne er pressede på økonomien, men til gengæld er de klar til at rykke hurtigere på digitale projekter, som man før kunne tale om i flere år, og generelt mere åbne for nye muligheder. Det giver en unik chance, men skaber også noget ravage i markedet."

Hvilken sag i branchen har fået for lidt opmærksomhed i 2020?

"Der er kommet et betydeligt fokus på, hvordan vi får flere kvinder ind i it-branchen. Det er rigtig positivt. Jeg kunne dog godt savne endnu mere fokus på diversitet i bredere forstand, herunder ikke mindst på alder. Mere end hver tredje af vores medarbejdere i Fujitsu i Danmark er over 50 år, og lige som unge bidrager med noget særligt, så gør mere erfarne det også. Vi sætter en ære i at have et godt medarbejdermix og at ansætte den bedst egnede kandidat uden at skele til alderen. Og vi vil rigtig gerne holde på gode folk i mange år."

"Nu glæder jeg mig til kun at skulle beslutte hvad vi skal spise til aftensmad"

3-direktør: "Jeg er fortaler for at se kriser som en platform for forandring"

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger