It-skandale koster to svenske ministre jobbet

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, gennemfører en regeringsrokade, efter at en skandale om it-sikkerhed har fået oppositionen til at kræve tre ministres afgang.
Det oplyser han på et pressemøde.
"Jeg har overvejet forskellige alternativer og vælger det, der er bedst for Sverige. Jeg vil ikke sætte Sverige i en politisk krise," siger statsministeren.
Onsdag blev det klart, at de fire oppositionspartier i den borgerlige blok, Alliansen, vil stille et mistillidsforslag mod tre af Löfvens ministre.
Det drejer sig om minister for infrastruktur Anna Johansson, indenrigsminister Anders Ygeman og forsvarsminister Peter Hultqvist.
Johansson og Ygeman forlader regeringen, oplyser statsminister Löfven.
Derudover stopper Gabriel Wikström som sundhedsminister af helbredsårsager. Han har været sygemeldt siden maj.
Forsvarsminister Hultqvist bliver dog på posten.
"Han er dybt respekteret i brede kredse og har opbygget et stærkt internationalt netværk," siger statsministeren på torsdagens pressemøde.
Den socialdemokratiske mindretalsregering er kommet under massivt pres på grund af it-skandalen i den svenske transportstyrelse, som Anna Johansson har det øverste ansvar for.
Oppositionen beskylder de tre socialdemokratiske ministre for ikke at have orienteret statsministeren, regeringen og Riksdagen om mulige alvorlige læk af personfølsomme data i forbindelse med udlicitering af statslige it-opgaver.