Balladen om Skats it-systemer fortsætter

Skats store problemer med sine it-systemer fylder nu igen op i mediebilledet. Senest volder ekapital problemer, og Skat må bede om flere penge til systemet.
En historie som Ekstra Bladet skriver om nu, men som ITWatch afslørede allerede i sidste uge.
ITWatch kunne berette, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) allerede den 31. maj i et brev for anden gang på lidt over et år måtte bede folketinget om penge til it-systemet ekapital med følgende ord: "det er yderst beklageligt, at SKATs it-projekt eKapital igen har behov for en betydelig budgetudvidelse."
Samlet set har ministeren nu bedt Folketinget om ekstrabevillinger i størrelsesordnen 70 mio. kr. fordelt på 27,4 mio. kr. i ekstrabevilling fra Finansudvalget tilbage i 2016 og 43 mio. kr. i forrige uge. De ikke-budgetterede bevillinger gør, at projektet i alt løber op i 126 mio. kr., ligesom projektet er blevet forsinket og først ventes færdigt tidligst april 2018.
"Forsinkelsen på hele 12 måneder skyldes, at projektets leverancer skal følge årsopgørelsen og dermed nu følger årsopgørelsen for 2017 i stedet for 2016," hedder det i brevet til Folketinget.
At Skat endnu engang virker til at miste kontrollen over et it-projekt, affødte blandt andet kritik fra professor i it-ledelse ved CBS Kim Normann Andersen i sidste uge.
"Der er et eller andet i det her, som bare gentager sig igen og igen," sagde professoren og understregede, at medarbejderne i Skat naturligvis gør deres bedste.
"Men der er en tendens til at bede om flere penge i mange sager, fordi det ikke går så godt. Og selv om der er mange advarselslamper, der blinker, så får de altid pengene," mente Kim Normann Andersen.
At der fra starten skulle have været advarselslamper at spore støttes af en kortlægning fra 2015 af Statens It-projektråd, som rangerede ekapital på en førsteplads over problemramte it-projekter. Som det eneste fik projektet såkaldt rød status og en "høj" risikoprofil.
At projektet nu er i problemer kan ifølge Kim Normann Andersen også skyldes at det er udviklet af Skat selv, hvilket der både er fordele og ulemper ved.
"Teoretisk set kan det være en fornuftig vej at gå at hjemtage tingene, fordi man har det hele selv og ikke skal købe ude i dyre domme," lød det, mens professoren fortsætter:
"Men det kræver, at den ene hånd ved, hvad den anden laver - og at der er hænder til at lave noget. Styrken er, at man ikke skal betale nogen for profit, men problemet er, at det hviler på den antagelse, at der er styr på sagerne in house."
Også hos brancheorganisationen IT Branchen (ITB) skortede det på de store roser, når talen faldt på forsinkelserne og ekstraregningerne i forbindelse med ekapital.
"Det er generelt uheldigt, når projekterne ikke færdiggøres i forhold til forventningerne," sagde IT Branchens direktør Birgitte Hass, der repræsenterer primært private it-virksomheder.
Relaterede artikler:
Skat: Ny regning til it-projekt er den sidste
For abonnenter
ITB ærgrer sig over nye it-problemer i Skat
For abonnenter