Google anklages for underbetaling af kvindelige ansatte
Teknologivirksomheden Google anklages nu af det amerikanske arbejdsministerium for systematisk at underbetale sine kvindelige ansatte i hjemlandet USA. Det skriver The Guardian.
"Undersøgelsen er ikke slut, men ministeriet har modtaget overbevisende beviser om at der har fundet væsentlig diskrimination sted mod kvinder i de mest gængse stillinger i Google-hovedkvarteret," siger Janet Harold, advokat hos det amerikanske arbejdsministerium.
Anklagerne kommer i forlængelse af en retssag, som det amerikanske arbejdsministerium har haft kørende mod Google siden januar, hvor myndighederne krævede at få udleveret løndata fra virksomheden, hvilket Google som leverandør til staten er forpligtiget til.
Google selv afviser anklagerne og mener, at man allerede har udleveret de relevante informationer til myndighederne, og at kravene og anklagerne er ude af proportioner.