ITWatch

Facebook-chef: "Vi kan til tider godt blive trætte at tonen i debatten"

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) mødte Facebooks danske chef for politik til debat om regeringens ønske om at regulere sociale medier. Der er fuld opbakning til indgreb, lød det fra Martin Ruby, som dog mener, medier og politikere er blinde for de ændringer, som er gennemført de senere år.

Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Politikerne i den vestlige verden har været for sløve i optrækket til at få sat hegnspælene op omkring tech-selskaberne bag sociale medier som Facebook, Youtube og Tiktok. Derfor er der ingen vej uden om handling nu. Det var meldingen fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen torsdag eftermiddag, da hun mødtes med Facebooks chef for public policy i Norden og Benelux, Martin Ruby, til debat på scenen under Kommunikationsforum og Dansk Journalistforbunds konference KOM22 på The Plant på Amager.

”Når man sidder på noget så centralt og fundamentalt for vores demokratiske samtale og nyhedsstrømmen, så uanset, hvor åben, man er, bør vi politisk tage ansvar for, at der er en politisk ramme, som definerer, hvad spillepladen er, og derfra kan virksomheder boltre sig og navigere,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen, henvendt til Facebook-chefen.

Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

”Der findes meget få virksomheder derude, som ikke er underlagt regulering, og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, vi i næsten hele den vestlige verden politisk set har haltet efter på området. I har fået lov til at blive så store, at I selv har kunnet definere spillepladen.”

Der er allerede tiltag på vej fra EU’s side. Tiltag, som Danmark ifølge kulturministeren har presset på for at få realiseret før frem for senere.

”Vi kommer også til at se nærmere på, hvad de (de nye lovpakker fra EU, red.) giver os mulighed for at arbejde videre med på dansk jord,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen dog uden at gå i mere konkrete detaljer om, på hvilke områder regeringen ser mulighed for et videre arbejde.

Træt af tonen

De tiltag fra EU’s kant, hun på konferencen henviste til, var de to store tech-lovpakker, Digital Markets Act og Digital Service Act, der her i foråret er blevet vedtaget af EU’s lovgivende forsamlinger, og som forventes at træde i kraft i slutningen af året.

Facebook har gentagne gange erklæret, at selskabet bakker op om, at der indføres nye lovgreb på området, som klarlægger, hvilke rammer Facebook og de andre sociale medier skal operere indenfor. Den melding gentog Martin Ruby under debatten, men tilføjede, at det også er på tide, at politikere og medier opdaterer deres kritik af Facebook.

”Vi støtter op om regulering og forstår godt behovet for rammer. Men vi kan til tider godt blive trætte at tonen i debatten og irriterede over nogle af de påstande, vi kan læse i de førende dagblade. At vi skulle være ligeglade med indholdet på vores platforme, og at vi bare er interesserede i at tjene penge. Det er jo skørt. Selvfølgelig er vi ikke ligeglade,” sagde Facebook-chefen.

Han henviste til, at platformen tjener sine penge på at sælge annoncer - og at ingen annoncør har interesse i at indrykke annoncer op ad ”klamt, skadeligt eller ulovligt” indhold. Til gengæld får platformen klager fra bl.a. Carlsberg og Lego, hvis deres reklamer er ligger i nærheden af det, lød det.

”Myterne derude er mange, og det skyldes nok, vi ikke har været gode nok til at være åbne osv. Så der er mange mere eller mindre voldsomme påstande om os i medierne,” sagde han og tilføjede, at det måske var berettiget for fem-seks år siden.

”Men de sidste tre-fire år er det blevet et andet firma. Vi var umodne tidligere. Men vi er i en hastig modning og har efterhånden investeret voldsomt i at være mere ansvarlige. Vi har hyret masser af mennesker og indført procedurer, alarmsystemer m.m. Der er en masse, vi skal have lappet på én gang, men vi er på bolden. Så jeg kan godt blive frustreret en gang i mellem, når kritikken og dækningen tager udgangspunkt i, at vi skulle være samme sted, som vi var for fem år siden. Så kan jeg blive lidt træt,” sagde Martin Ruby.

Gentog opfordring

Kulturministeren brugte også debatten til endnu en gang at opfordre Meta til at åbne op og give indsigt i data bag, hvordan platformens algoritmer fungerer.

”Vi kommer til at regulere. Det vil sige, der lige nu er et vindue for at hjælpe os med at ramme rigtigt,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

”Det giver selvfølgelig god mening,” var svaret fra Martin Ruby, der tilføjede, at ministeren havde ytret samme ønske i forbindelse med sin tur i marts til den amerikanske tech-hovedstad Silicon Valley, hvor Ane Halsboe-Jørgensen afleverede en officiel anmodning til tech-selskaber om at give større indsigt i de samfundsmæssige aspekter af tech-giganternes algoritme.

”Nu starter der et arbejde, hvor jeres folk fra de danske ministerier og styrelser skal møde en række af vores eksperter på området fra flere forskellige teams. De giver god mening, hvis vi skal blive enige om, hvad udgangspunktet og ståstedet er, og hvordan der så kan drejes på nogle knapper,” sagde Facebook-chefen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch.)

Metas Facebook dropper podcasts

Metas første fysiske butik skal definere fremtidig retail-strategi

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs