ITWatch

Zuckerberg vil pege på Kina som internet-supermagt i høring

Onsdag skal Mark Zuckerberg forsvare Facebooks forretningspraksis og dataindsamling i Kongressen.

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, vil under en kongreshøring onsdag forsvare sit selskab.

Det vil ske med argumenter om, at det sociale medie står over for hård konkurrence, ligesom at Zuckerberg vil pege på Kinas fremkomst som en internet-supermagt.

Det fremgår af Mark Zuckerbergs skriftlige vidneudsagn, der er offentliggjort tirsdag.

Zuckerberg vil således minde politikerne om den konkurrencedygtige trussel, som amerikanske tech-virksomheder oplever fra Kina. Ifølge Zuckerberg er kineserne ved at bygge "deres egen version af internettet med fokus på meget anderledes idéer".

"Og de eksporterer deres vision til andre lande," står der i vidneudsagnet.

Under kongreshøringen vil Zuckerberg også anerkende bekymringer over den størrelse og magt, som Facebook og andre internetgiganter har.

Han vil i samme ombæring gentage sin opfordring til den amerikanske regering om at regulere reglerne for internettet.

"Jeg vil opfordre til, at myndighederne indtager en mere aktiv rolle og regulerer og opdaterer reglerne for internettet," skriver han.

Zuckerberg skriver også, at Facebook blev succesfuldt "på den amerikanske facon ved at starte med ingenting og levere produkter, som folk finder værdifulde".

"Vi konkurrerer mod virksomheder, der er til stede under denne høring, samt mange andre, der sælger reklamer og forbinder folk."

"Vi konkurrerer også globalt. Blandt andet mod firmaer, der har adgang til markeder, som vi ikke befinder os i," står der i vidneudsagnet, som Zuckerberg vil læse op onsdag foran et panel af politikere.

Det sker som led i en undersøgelse af, hvordan Facebooks forretningspraksis og dataindsamling har skadet mindre konkurrenter.

Mark Zuckerberg vil ifølge sit skriftlige vidneudsagn forsvare Facebooks opkøb ved at sige, at det sociale medie har hjulpet selskaber såsom WhatsApp og Instagram med at vokse. Begge selskaber er ejet af Facebook.

Også de administrerende direktører for Amazon, Google og Apple vil afgive forklaringer i Kongressen onsdag.

Her vil Amazons administrerende direktør, Jeff Bezos, blandt andet argumentere for, at Amazon kun sidder på en lille del af det samlede detailmarked, og at virksomheden konkurrerer mod store detailforhandlere såsom Walmart.

Bezos vil også påpege, at coronaviruspandemien har boostet e-handelsvirksomheder på tværs af spektret og ikke kun Amazon.

Det fremgår af rigmandens skriftlige vidneudsagn, der er offentliggjort tirsdag.

Hvert andet bureau tror ikke på effekt af Facebook-boykot

Facebook-regnskab rykkes til efter børslukketid torsdag

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger