ITWatch

Hæstorp: Useriøst at skrotte Sundhedsplatformen

Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder Sundhedsplatformen for svaret på fremtidens digitale behov og glæder sig over, at politisk flertal fjerner usikkerhed om it-løsningens fremtid.

PR/Bjarke MacCarthy for Socialdemokratiet
Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S). Foto: PR/Bjarke MacCarthy for Socialdemokratiet

Et bredt flertal blandt partierne i regionsrådet i Region Hovedstaden fastslår, at de ønsker at beholde it-systemet Sundhedsplatformen.

EPJ-løsningen, der bruges på hospitaler og sygehuse i Region H og Region Sjælland, har siden lanceringen i 2016 været kraftigt kritiseret af sundhedspersonale, men Sundhedsplatformen er kommet for at blive, fastslår partierne bag aftalen.

De tæller Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Liberal Alliance.

Udenfor aftalen står, som ITWatch kunne berette i går, Dansk Folkeparti og De Konservative, hvilket regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder for skuffende.

"Men omvendt er jeg glad for, at et flertal nu sætter en klar retning for fremtiden, når det handler om Sundhedsplatformen. Vi er enige om, at det er useriøst og kontraproduktivt at fastholde, at vi bare kan skrotte det hele og starte forfra," udtaler regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Hun fastslår samtidig, at den kritiserede it-løsningen er "vores svar på fremtidens digitale behov og muligheder, og det skal vi tage ansvar for at se til ende."

K: Ønsker ikke at frede Sundhedsplatformen

Christoffer Buster Reinhardt, der er medlem af Forretningsudvalget og Sundhedsudvalget i Region H for De Konservative, fastslår, at partiet gerne havde medvirket til at forbedre Sundhedsplatformen og afsætte midler til det som en del af forhandlingerne om næste års budget.

Til gengæld ønskede man ikke at forpligte sig til at beholde it-systemet.

"Vi er blevet bedt om at acceptere en tekst, hvor der står, at vi ønsker at beholde Sundhedsplatformen."

"Det, synes vi, er en mærkelig fredning af et system, som 66 pct. af lægerne er utilfredse eller meget utilfredse med, og det vil vi ikke acceptere," siger Christoffer Buster Reinhardt (K) til ITWatch.

Splid om Sundhedsplatformens fremtid sender DF og K udenfor døren i Region H

Regionsformand besøger hospital for at høre om bøvl med Sundhedsplatformen

Regionrådsformænd: Vi ser det ikke som en mulighed at skrotte Sundhedsplatformen

Ny forening melder sig i kampen mod Sundhedsplatformen

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger