Direktøren for DI Digital, Lars Frelle-Petersen, fastholder, at leverandørerne slipper for billigt fra it-skandaler.
Det sker i et interview med Djøf Bladet.
Under en debat på sidste års folkemøde - hvor han fortsat var embedsmand og direktør i Digitaliseringsstyrelsen - sagde Lars Frelle, at it-leverandørerne kunne slippe afsted med at have malet et skønmaleri efter offentlige it-skandaler. Direkte adspurgt, om han stadig mener det i dag, lyder svaret:
"Ja. Nu var det i en debat, hvor tingene skulle siges uden for mange nuancer. Men vi har en nulfejls-kultur, hvor Rigsrevisionen og andre forfølger fejl ned til mindste detalje begået af en offentlig myndighed, selvom der også var en ekstern partner med i dét, der gik skævt, og der jo skal to til en tango."
"Men så vil jeg også godt sige, at mange private partnere – selvom de ikke taler højt om det – brænder fingrene på offentlige it-projekter, og at der i branchen er en bekymring for at byde ind på offentlige it-projekter."
Vinder uden at kunne levere
ITWatch var til stede under den omtalte debat, hvor Lars Frelle i egenskab af embedsmand langede hårdt ud efter leverandørerne.
"Vi oplever i for høj grad, at leverandøren går efter den skarpe pris, og egentlig i mindre grad om de kan levere den vare, vi efterspørger," sagde han under debatten, mens han bagefter uddybede overfor ITWatch:
"Selvfølgelig skal vi påtage os vores del af ansvaret, men det skal vores leverandører også, og vi har bare observeret i mange situationer, at nogle leverandører går ind og vinder projekter, selv om de faktisk ikke er i stand til at levere varen."
Lars Frelle-Petersen skiftede ved årsskiftet spor fra at være embedsmand til at blive lobbyist. Udover posten som direktør i DI Digital har han også fået sæde i DI's direktion.
Den digitale førstemand på Folkemødet: Vi skal kunne stole på leverandørerne