
Nu og her betyder den gryende handelskrig mellem EU og USA, at sidstnævnte mister en del af produktionen af Harley Davidson-motorcykler, mens tech-industrien herhjemme ikke rammes direkte.
Der er indført straftold på stål og aluminium, men ikke på produkter med det i, så hos brancheorganisationerne IT-Branchen og DI lyder det samstemmende, at det er næste mulige bølge af krigen, der vækker stor bekymring.
"Vi holder øje med det, for det kan blive rigtigt slemt, men hvor vi er nu, har handelskrigen ikke stor effekt på it- og telebranchen i Danmark," siger Peter Kirkegaard, seniorchefkonsulent i DI, til ITWatch.
Ifølge de officielle tal på eksporten, som IT-Branchen har fremskaffet, eksporterede den danske tech-industri over en bred kam for sammenlagt 3,7 mia. kr. til USA i 2017. Det salg er dog ikke i farezone lige nu.
"På den korte bane har handelskrigen ingen betydning for branchen, da krigen lige nu handler om varer, der ikke er kritiske for it- og televirksomheder," lyder det fra Birgitte Hass, direktør i IT Branchen.
Hos DI siger Peter Kirkegaard, at kommer der sanktioner på biler fra USA's side, er man optaget af, hvad der svares igen med, og om det vil påvirke andre industrier.
"Hvor det eventuelt vil ramme, ved vi ikke endnu, men det skaber uro, det er der ingen tvivl om," siger han.
Frygter en skærpelse
Hos IT-Branchen er Birgitte Hass også meget fokuseret på fremtiden.
"Handelskrigen kan få stor betydning for branchen, hvis produktionsomkostningerne på for eksempel hardware stiger på grund af øgede toldsatser eller andre handelshindringer. Men det er svært at spå om, hvor det næste slag kommer til at stå," siger hun og fortsætter:
"Hvis handelskrigen breder sig, så vil det helt sikkert også ramme vores branche på produktionsomkostningerne – og sandsynligvis også i forhold til lavere it-investeringer fra kunderne. Og det vil igen have negativ betydning for digitaliseringen af samfundet."
Peter Kirkegaard fra DI mener, at rammes bilindustrien, får det i første omgang betydning for B&O, der sælger dele til biler. Udvidelse af handelskrigen kan få betydning for de elektroniske komponenter, USA producerer, som danske virksomheder bruger.
Sammenligner med andre kriser
Birgitte Hass sammenligner med de erfaringer, hun har draget fra tidligere kriser.
"Sidst vi så en recession på verdensplan, var it-branchen en af de brancher, der blev hårdest ramt. Derfor følger vi naturligvis udviklingen og håber, at der snart findes en løsning. Der er aldrig nogen, der har vundet på en langstrakt handelskrig," siger hun.
Der findes ifølge ITB ikke særskilte eksporttal for de enkelte sektorer i it- og telebranchen, men IT-Branchen skriver i en mail, at cirka 30 pct. af branchens samlede omsætning kommer fra eksport, og at fjerde kvartal sidste år nåede sit allerhøjeste med en eksport på sammenlagt 34 pct. af den samlede omsætning.
Kursen falder for chipproducenter i USA's toldstrid med Kina
Kinesisk handelskrig kan koste amerikanske techselskaber milliarder
Mere fra ITWatch
Radikale vil øge skattekredit-ordningen til gavn for udviklingstunge startups
Radikale Venstre har onsdag præsenteret et økonomisk udspil, der rummer bl.a. et forslag om at afsætte 2 mia. kr. til forskning, øgede skattekreditter til virksomheder uden overskud og en afskaffelse af den såkaldte iværksætterskat. Skattekreditordningen bruges blandt andet af nystartede it-virksomheder.