Debat: Teleforlig må ikke stå i vejen for 5G-udrulning
Danmark har behov for en veludviklet teleinfrastruktur, men der er behov for at prioritere ressourcerne på området. Derfor bør det kommende teleforlig have udrulningen af 5G som topprioritet frem for at kræve hurtige mobilforbindelser til ubeboede øer.
Det skriver adm. direktør for Dansk Erhverv, Jens Klarskov, og formand for IT-Branchen og adm. direktør for Canon Danmark, Kim Nielsen, i et fælles debatindlæg i Berlingske.
"Vi skal have det offentlige til at rulle den røde løber ud, når teleselskaber og private investorer tilbyder at udbygge den digitale infrastruktur. Prisen for opstilling af master på offentlig jord skal helt i bund," lyder det i debatindlægget.
Afsenderne peger samtidig på, at en gennemsnitlig dansk familie ikke har behov for 50 Mbit/s mobilt bredbånd for at kunne sende emails og streame Netflix. Derfor bør man fokusere kræfterne på at sikre 5G-teknologi for erhvervsvirksomheder, og i den sammenhæng bør det kommende teleforlig ikke stå i vejen for udrulningen, mener Dansk Erhverv og IT-Branchen.
Dansk Erhverv: Dækningskravene skal opdateres inden frekvensauktion