
Efter et stærkt år har webshoppen Sinful nu solgt hovedparten af aktierne til kapitalfonden Polaris, skriver Børsen.
Det sker efter et rekordår med et overskud på 45 mio. kroner efter skat - en fordobling på et år.
Butikken, der er stiftet af parret Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, har eksisteret i 13 år og nu slår de til og henter dermed millioner ud af handlen, lyder det.
“Der er mange, der har banket på gennem tiden, men det føles rigtigt nu. Vi når altid vores budgetter, og nogle gange når vi også rigtig meget over vores budgetter. Det kan godt være en hæmsko for vores forretning, så vi trænger til at blive trykket på maven og udfordret,” siger Mathilde Mackowski til Børsen.
Ingen af parterne ønsker at oplyse prisen på selskabet.