
Venturefonden Seed Capital har investeret 3 mio. dollars (cirka 19,7 mio. kr.) i tech-selskabet Lift Relations.
Det oplyser parterne i en meddelelse.
Lift Relations, der blev stiftet i 2015, står bag software, som skal hjælpe virksomheder med at håndtere deres kunderelationer.
Selskabet har hjemme i Danmark, hvor udviklingen foregår, mens salg, marketing og kundeservice bliver drevet fra USA.
I dag kommer 95 pct. af omsætningen fra det amerikanske marked. Målet er, at væksten i både USA og resten af verden skal accelerere i 2022, og med den nye investering ombord skal selskabet hyre 40 nye medarbejdere til at hjælpe væksten på vej.
Hos Seed Capital mener partner Niels Vejrup Carlsen, at Lift Relations' værktøj kan være en game changer inden for kundesucces.
"Vi tror på, at Lift kan blive en kategorivinder på dette hastigt udviklende marked og er glade for, at de valgte os som deres første VC-partner," siger Niels Vejrup Carlsen, som indtræder i Lift Relations' bestyrelse, i meddelelsen.