ITWatch

Efter fire frasalg: Kapitalfond kan lande næste it-opkøb inden sommer

Kapitalfonden Axcel har gennemført fire succesfulde frasalg af it-selskaber indenfor et år og har appetit på meget mere indenfor tech-industrien. Næste køb kan være på trapperne snart. Læs her, hvor milliardfonden især har sit fokus.

Det første, der sker, når en kapitalfond sælger sine selskaber, er, at den straks begynder at se sig om efter nye opkøb.

"Og vi ser allerede på meget."

Sådan lyder det fra Christian Bamberger Bro, partner i kapitalfonden Axcel.

Det er tidlig morgen på Sankt Annæ Plads i København, hvor flere af landets store kapitalfonde har hjemme. Christian Bamberger Bro har netop i sidste uge solgt sin sidste it-virksomhed i form af softwaredelen af EG til en amerikansk kapitalfond, og nu er alt fokus på det næste opkøb.

"Vi ser, som jeg har sagt tidligere, meget bredt. Vi kan lide alt fra industrial technology, over traditionel it og videre til serviceselskaber, der bliver "enabled" af teknologi," som han forklarer det.

Hvornår regner du med, at I lukker den næste handel?

"Det vil jeg ikke sige konkret, men jeg vil ikke afvise, at vi køber en virksomhed inden sommer. Det kan ændre sig, men det kan jeg ikke afvise."

Han tilføjer, at Axcel også ser på it-konsulenthuse som mulige opkøb. Men det område har af andre kapitalfonde været betegnet som mindre attraktivt, da de giver ikke så høje multipler som eksempelvis software.

"Det afhænger helt af den pris, man kommer ind på. Jeg afviser slet ikke, at vi går den vej."

Han forklarer, at der spiller mange andre faktorer ind, for at et konsulenthus er attraktivt. Eksempelvis skal det været et selskab, hvor medarbejdernes grunde til at være der ikke bare er penge, men også er kultur.

"Det så vi eksempelvis i Conscia. Hvis folk gerne vil kunne arbejde med de bedste teknologier, så går de meget op i det fremfor penge."

Bedre skalering i software

Han tilføjer, at det er "helt naturligt", at man får mere for en softwarevirksomhed fremfor en konsulentvirksomhed, hvor man sælger timer. I software kan man skalere langt mere. Man får ikke samme skalafordele ved konsulentvirksomhederne. Og så mener Axcel ikke, at man kan tillade sig at se den anden vej.

"Vi har ikke råd til kun at se meget snævert. Vi vil ikke som andre kun kigge på et specifikt segment, eksempelvis B2B software, men også over et stort geografisk område. Vi ser bredere, men dog geografisk med fokus på Norden."

Har Netcompanys succes fået jer til at se denne vej mod konsulenthuse?

"Vi har jo ejet Netcompany engang, men det er klart, at de har fået en stor fordel gennem opbygningen af Kombit og her blevet en stor succes. Deres børsnotering har vist, at der er endnu en model, der fungerer. Men der er masser af konsulentvirksomheder derude."

Hosting er også interessant, siger Bamberger.

"Vi har lige købt en svensk hostingvirksomhed, og dette marked er utroligt fragmenteret og kan konsolideres. Der er store skalafordele ved hosting," forklarer han.

Mange små spillere

Han siger, at man i denne industri har store faste omkostninger, men ekspansionen er relativt nem, når man har foretaget investeringerne. Når de er taget, og man har hardware og software på plads, så er det mindre betydningsfuldt om man har 10.000 eller 50.000 kunder på et datacenter, forklarer Bamberger.

"Så dette marked er bestemt noget, vi ser på."

Og der er stadig emner at købe op af, selvom mange fonde og store spillere som Sentia har været på jagt efter hostingselskaber.

"Ja, det er utrolig fragmenteret, og der er masser af små spillere. Modpolen er de helt store, Amazon AWS, Microsoft med flere, som leverer meget store løsninger, men der er et marked for mindre spillere, der skal levere til mindre virksomheder inklusiv drift og support af ens ydelser."

Der ligger et behov blandt de små virksomheder?

"Ja, det gør der, enten ved at de outsourcer det hele til en leverandør eller har egen afdeling for it og har brug for et datacenter og en cloudleverandør, der opfylder deres behov."

Imponeret over Atea

Så du ser efter konsulent, software og hosting-selskaber?

"Ja, det gør jeg nu. Jeg vil heller ikke afvise, at vi ser på selskaber, som har hardware ind over," siger Axcel-partneren.

Han er eksempelvis ret imponeret over Ateas måde at drive virksomhed på, hvis man ser bag den bestikkelsessag, der har præget selskabets danske afdeling.

"Se på Atea, de fungerer ret godt, fordi de har hardware med meget andet ind over. Der er et stabilt behov for hardware. Marginerne er ikke de største, men Atea eksempelvis har vist, at man kan lægge mange ting oveni og skabe en meget stor og velindtjenende virksomhed, hvis man ser bort fra de problemer, de har været i de sidste par år," siger Bamberger.

Axcel gentager lysten til køb af flere it-selskaber

Så meget har kapitalfond tjent på EG

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger