Fagforening: Problem med underbetalte medarbejdere ses på store projekter

Store projekter, der skal etableres hurtigt, har flere gange resulteret i underbetalte udenlandske medarbejdere, fortæller fagforening efter kritik af TDC. Samtidig undrer man sig over, at en tidligere overenskomst ikke længere gælder.
En montør sætter bokse op. | Foto: PR/TDC
En montør sætter bokse op. | Foto: PR/TDC

Underleverandører til TDC's såkaldte giganet-projekt har i en periode brugt underbetalte portugisiske medarbejdere til at udføre arbejdet med at sætte fordelingsbokse op. Og det er set før, at medarbejdere betales for lidt i branchen, fortæller fagforening.

"Problemet med uorganiseret arbejdskraft popper op på de store projekter. Vi havde for tre år siden en tilsvarende situation med TDC, dog lidt mere omfattende dengang," siger Ole Tue Hansen, forbundssekretær hos Dansk El-Forbund, til ITWatch.

Det kan blandt andet skyldes det helt praktiske med, at jo kortere tid folk arbejder et sted, jo sværere er det at opdage det for fagforeningen. Samtidigt kan der ligge en overvejelse, mener Ole Tue Hansen, i at genere folk og kunder i så kortest tid som muligt. Derfor kræver de store projekter store mængder medarbejdere for at blive færdige så hurtigt som muligt.

Han fortsætter:

"Selvom vi har travlt med at få tegnet overenskomst går det trægt, og tiden går, og i al den tid, der går, har de kørt under radaren og kunne aflønne med det lønniveau, de selv fastsætter."

Lønniveauet ligger for de portugisiske medarbejdere på 128-147 kr. i timen, mens danske medarbejdere med lignende opgaver får 180-200 kr. i timen. Derudover kommer overarbejds- og nattillæg, som de sydeuropæiske medarbejdere ikke får, ifølge DR.

Hvis udelukkende det mindst mulige skel på 33 kr. i timen skulle udlignes, ville det give en ekstra udgift på ca. 22 pct. i lønudgifter.

Ole Tue Hansen fortæller, at han har forhørt sig i organisationen. Her lyder det, at Stofa Net er i gang med en opgradering af nettet, der ligner TDC's. Denne gang foregår det dog med udlændinge ansat i et dansk vikarbureau. Ansatte i danske vikarbureauer har i udgangspunktet samme løn- og arbejdsvilkår som ansatte i virksomheden.

En del af arbejdskraften

TDC har hyret Huawei til projektet, som selv har flere underleverandører tilknyttet opgaven. Herunder selskabet Constructel Denmark, hvis ejerskab deles mellem et tysk og et portugisisk moderselskab.

"Huawei og TDC samarbejder også med danske virksomheder, og nogle af de danske virksomheder deltager også i TDC's giganet-projekt. Men såvidt jeg er orienteret, er der 80 medarbejdere fra Constructel på det her projekt. Jeg kan ikke sige, om det er et permanent problem, at TDC bruger udenlandske virksomheder, eller det kun er i de her store projekter," siger Ole Tue Hansen.

Ole Tue Hansen forklarer, at han og fagbevægelsen ikke har noget imod udenlandsk arbejdskraft. Men der opstår et problem, når det ikke foregår på lige vilkår.

"Det må bare ikke fortrænge den danske arbejdskraft og de danske forhold," siger han og tilføjer:

"Jeg er sikker på, at lønniveauet er højere for udlændinge i Danmark, end det er i hjemlandet, men det er stadig langt under, hvad danskere får."

Som før nævnt var der en lignende sag i 2014, hvor TDC's underleverandør Huawei hyrede udenlandske selskaber, der ansatte medarbejdere uden overenskomst. Også dengang var Constructel en af flere selskaber i vælten.

Der blev i 2014 indgået en overenskomstaftale, men den har ikke været juridisk gældende i 2017.

Går ud fra, de vil spare penge

Grunden til, at overenskomstaftalen fra 2014 ikke gælder tre år senere, skal findes i det tekniske. Der er nemlig tale om to forskellige virksomheder, henholdsvis Constructel og Constructel Denmark. Det var lidt af en overraskelse for fagforeningen Dansk El-Forbund.

"Vi troede rent faktisk, at vi havde en overenskomst med Constructel, fordi vi indgik en i 2014. Men det viser sig, at det nu foregår under et nyt dansk selskab, der ikke juridisk er det samme som dengang," siger Ole Tue Hansen.

Derfor konkluderer Ole Tue Hansen én ting.

"Der er ikke noget, der har forhindret Constructel i at få en ny overenskomstaftale med os, så vi må gå ud fra, at de opereret uden for at spare penge," siger forbundssekretæren.

ITWatch har været i kontakt med både TDC og Huawei, der begge oplyser, at det er i strid med deres kontrakter til underleverandører, at der opereres uden overenskomst. Hverken TDC eller Huawei vil svare på yderligere spørgsmål.

Det har ikke været muligt at komme igennem til hovedkontoret hos Constructel, der ifølge den tyske afdeling ligger i Portugal.

Ole Tue Hansen fortæller, at Constructel har kontaktet fagforeningen for at indgå en overenskomst 14 dage tidligere, end det først planlagte møde i slutningen af august. Derfor mødes de to parter onsdag eftermiddag for at finde en løsning på det arbejde, der har foregået, og det der kommer.

TDC om underbetalte arbejdere: Indskærper aftale overfor underleverandører 

TDC anklages for at bruge underbetalte medarbejdere 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også