
Selvom væksten i det samlede antal fastnet-bredbåndsabonnementer er beskeden, er der betydelig vækst i antallet af fiberabonnementer, hvilket betyder, at markedsandelen for fiber er vokset til 36 pct. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, som har offentliggjort sin ’Telestatistik - første halvår 2021’ - baseret på tal fra teleselskaberne.
Dermed er fiber for første gang den dominerende teknologi på bredbåndsmarkedet. Fibernettet overtager førstepladsen fra kabel-tv-nettet, der var den mest anvendte bredbåndsteknologi fra midten af 2019 til slutningen af 2020, og er nu nummer to med en markedsandel på 34 pct.
De kobberbaserede bredbåndsabonnementer, som var dominerende frem til slutningen af 2018, har en markedsandel på 22 procent.
Selvom andelen af fiberabonnementer er steget fra 22 pct. af de solgte abonnementer i midten af 2017 til 36 pct. fire år efter, er der potentiale for, at langt flere danskere i fremtiden vil tegne et fiberabonnement på grund af stigningen i andelen af boliger og virksomheder med fiberdækning, som er steget til 75 pct. i midten af 2021.
Samlet set er antallet af bredbåndsabonnementer med mindst 300 Mbit/s i downloadhastighed desuden steget med 141 pct.
Hver husstand eller virksomhed med et fastnet-bredbåndsabonnement up- og downloadede i gennemsnit 393 GB data pr. måned i første halvdel af 2021. Det var 89 GB mere end i første halvdel af 2020.
Stigningen i danskernes mobile dataforbrug fortsatte også. Det månedlige gennemsnitlige mobile dataforbrug (up- og download) fra første halvdel af 2020 til første halvdel af 2021 steg således med 3,6 GB.
E-boks satser på nyt forretningsområde
Yousee og TDC Erhverv rykker ind på Fibias fibernet i Østjylland og store dele af Sjælland