ITWatch

Amerikansk telegigant sælger ud af porteføljen

Den amerikanske tele- og kommunikationskæmpe AT&T skiller sig af med endnu en bid af sin medieportefølje med salget af TMZ. Det sker for at investere yderligere i 5G ifølge medie.

Foto: PR

Fox Entertainment har overtaget underholdningsbrandet TMZ i en handel med AT&T. Det skriver flere amerikanske medier, herunder CNN.

TMZ, som bedst er kendt for kendisnyheder og underholdning, har indtil nu været ejet af Warner Media, som er en del af telekommunikationsvirksomheden AT&T. AT&T har på det seneste skilt sig af med store dele af sine medieforretninger, herunder anime-virksomheden Crunchyroll, som er solgt til Sony, og tv-servicen DirectTV, som er solgt fra til TPG Capital.

Derudover er Warner Media, som også ejer CNN, under fusion med Discovery, som tilsammen vil skabe streamingspilleren Warner Bros. Discovery.

TMZ's chefredaktør Harvey Levin, som stiftede mediet tilbage i 2005, vil fortsætte i sin stilling og skal fremover referere til Rob Wade, som er direktør for alternativ underholdning og specials hos Fox Entertainments. Det fremgår ikke, hvor meget Fox skulle af med for at få TMZ under sine vinger. Men ifølge The Hollywood Reporter oplyser en anonym kilde med kendskab til handlen, at prisen er mindre end 50 mio. dollar, ca. 300 mio. kr.

Med handlen overtager Fox Entertainment alle TMZ's produkter, herunder to magasinprogrammer, som allerede sendes på kanaler tilknyttet Fox' tv-stationer, og TMZ's kendis og kulturside Toofab.com samt falgskibssiden TMZ.com.

TMZ har tidligere produceret flere programmer for Fox, herunder "Harry & Meghan: The Royals in Crisis" og "Tiger King: What Really Went Down".

Ifølge CNN sælger AT&T ud af sine medieforretninger for at bane vej for nye investeringer i 5G-netværket.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch.)

Kunderne strømmer ind hos Norlys-ejede tv- og bredbåndsselskaber 

Danske teleselskaber vil ikke kræve ekstra for mobilbrug i Storbritannien 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs