ITWatch

Telenor fusionerer med NENT på satellit tv-markedet

Storfusion rammer satellit-tv-markedet, hvor Viasat og Canal Digital går sammen i nyt selskab. Fusionen ventes at kunne spare selskaberne for 650 mio. svenske kr. årligt fra 2022.

Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Viasat og Canal Digital fusionerer til ét selskab.

Det oplyser parterne i en meddelelse.

Viasat, der ejes af NENT, går sammen med Canal Digital, der ejes af Telenor, i et nyt joint venture-selskab, hvor NENT og Telenor hver ejer 50 pct.

Fusionen skal øge rentabilitet og sænke omkostninger i presset distributionsmarked på satellit-tv.

"Vi er meget glade for at kunne meddele dette game-changing joint venture med Telenor. At kombinere Viasat Consumer og Canal Digital giver perfekt mening. Vi skaber en storstilet tv-operatør, der vil skabe bæredygtig værdi for kunder og ejere og være i stand til at konkurrere med store, regionale og lokale konkurrenter," siger Anders Jensen, adm. direktør i NENT, i meddelelsen.

Det nye selskab vil være en markant spiller på markedet. Samlet havde de to parter en omsætning på omkring 7,6 mia. svenske kr. og 1,25 millioner abonnenter i Norden ved udgangen af juni.

"Det nye joint venture-selskab vil kombinere de respektive styrker hos Canal Digital og Viasat Consumer og udnytte synergier til fordel for vores kunder og aktionærer," siger Jørgen C. Arentz Rostrup, CFO i Telenor Group.

NENT og Telenor forventer, at det nye joint venture årligt vil skabe omkostningsbesparelser på 650 mio. svenske kr. (godt 450 mio. danske kr.), hvilket vil have fuld effekt i 2022. Fusionen vil koste omkring 900 mio. svenske kr. (ca. 626 mio. danske kr.), som vil blive afholdt i 2020-2021.

Fusionen afhænger af en godkendelse fra EU-myndighederne. Det ventes, at fusionen endeligt kan ske i første halvår af 2020.

Canal Digital har for nylig nedlagt omkring 50 stillinger i Norden som konsekvens af en nedgang på omkring fem pct. i den samlede kundebase.

"Det er en større reduktion af antallet af ansatte i Norden, som er meldt ud, og det kommer også til at berøre Danmark. Hvor mange stillinger, der drejer sig om, har vi ikke afklaret, men det kommer til at påvirke os og et mindre antal stillinger, der vil blive omlagt til nordisk," sagde Claus Petersen, kommerciel direktør i Canal Digital Danmark, til MediaWatch i september.

Distributører går ikke i Yousees fodspor: "Det er en vigtig indholdsleverandør for os"

Boxer går i luften med bredbånd på TDC's coax

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger