ITWatch

Telia og Telenor er i luften med deres første 5G-master herhjemme

Teleselskaberne bag TT-netværket tager deres første skridt i udrulningen af 5G-netværk i Danmark. Der er i første omgang tale om lukkede netværk til test af teknologien.

PR/Telia
Foto: PR/Telia

Telia og Telenor er gået i luften med selskabernes første 5G-master herhjemme. Det to teleselskaber, der står bag det fællesejede TT-netværket, har opstillet 5G-master ved deres kontorer i henholdsvis København og Aalborg.

De nye master, som er leveret af Nokia, skal give erfaringer med den nye teknologi.

"I første omgang skal vi selv blive klogere på teknologien, og hvordan den spiller sammen med vores etablerede mobilnetværk, så vi er sikre på at kvaliteten og performance er god nok – inden vi udvider testen i vores netværk," udtaler Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark, i en pressemeddelelse.

Hos Telia ser man ligeledes frem til at gøre sig konkrete erfaringer med 5G og har planlagt en række test i de kommende måneder.

"Samtidig er vi i dialog med en række virksomheder, som har interesse i at vurdere de forretningsmæssige muligheder, som vi introducerer med fremtidens mobilteknologi. Og endelig overvejer vi også, at invitere en række privatkunder til at afprøve de løsninger og muligheder, som 5G-teknologien vil byde på for privatbrugeren via eksempelvis Fixed Wireless Access," udtaler Telias teknologidirektør, Henrik Kofod, i en pressemeddelelse.

Fælles for Telia og Telenor er, at de allerede har gjort sig erfaringer med 5G i de to koncerners hjemlande, Sverige og Norge, og de danske tests skal bidrage til den viden.

TT-netværket forventer, at første kommercielle 5G-netværk bliver tilgængeligt i 2020.

Waoo vil sælge internet i hele landet efter fusion

Mobilselskaber hæver priserne i samlet flok

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger