ITWatch

Center for Cybersikkerhed om Huawei: "Vi har ikke fundet den rygende pistol"

Flere sikkerhedsaktører er kritiske over for den danske tillid til Huawei. Hos Center for Cybersikkerhed er man opmærksom på problemstillingerne og de internationale kritikpunkter, skriver Politiken.

Foto: Ritzau Scanpix

TDC's leverandør, kinesiske Huawei, er i det internationale søgelys grundet mistanke om spionage. Flere sikkerhedsaktører forstår ikke den danske tillid til selskabet, mens man hos Center for Cybersikkerhed fortæller, at man er "meget opmærksom på de problemstillinger, som også vores partnere peger på for øjeblikket."

Det skriver Politiken.

Kritikken af den danske tillid til Huawei kommer blandet andet fra John Foley, der er tidligere analytiker i IT- og Telestyrelsen og FE, samt fra Dorthe Bach Nyemann, som er studielektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi. Hos Center for Cybersikkerhed er meldingen, at man er opmærksom på det kinesiske selskab.

"Vi har stadigvæk ikke fundet den berømte rygende pistol, som viser, at Huawei har gjort noget af sikkerhedsmæssigt skadelig karakter. Men der er til gengæld et skarpladt våben i form af den kinesiske lov, der pålægger enhver virksomhed at optræde som hjælper i statens efterretningsmæssige arbejde," siger Thomas Lund-Sørensen, chef i Center for Cybersikkerhed, til Politiken.

Flere lande - herunder USA og Australien - har forbudt landenes teleselskaber at bruge Huawei som leverandør til de kommende 5G-net, og det britiske teleselskab British Telecom meldte i sidste uge ud, at selskabet i løbet af de kommende to år vil fjerne al udstyr fra Huawei i selskabets 4G-mobilnet.

Hos TDC, som inden for det næste år skal beslutte, om man stadig ønsker den kinesiske leverandør, er meldingen, at "sikkerhed er en topproritet", og at selskabet har en tæt dialog med Center for Cybersikkerhed.

Medie: Japan lægger også Huawei på is

Advarsler mod TDC's kinesiske partner får FE på banen

TDC: Vi har et udmærket og professionelt samarbejde med Huawei

Britisk teleselskab dropper TDC-leverandør

USA lægger pres på allierede for at udelukke TDC-leverandør 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs