ITWatch

Første danske teleselskab lancerer elektronisk simkort

Teleselskabet 3 gør det muligt for kunder med de nyeste iPhones at droppe det traditionelle simkort.

Ritzau Scanpix/AP/Marcio Jose Sanchez
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Marcio Jose Sanchez

Det kan inden for en overskuelig fremtid være slut med at proppe det lille simkort af plastik ind i sin telefon.

Teleselskabet 3 åbner som det første danske muligheden for elektroniske simkort - kendt som eSim.

I første omgang er det for de nyeste modeller af iPhones. Det gælder iPhone Xs, Xs Max og Xr.

Det er særligt tiltænkt kunder, som har to telefoner - for eksempel én til arbejde og én til privatbrug.

Med lanceringen vil der være mulighed for både et fysisk simkort og et elektronisk simkort. Dermed kan man have to telefonnumre i én iPhone.

Kunder med et telefonnummer kan dog også vælge det elektroniske simkort, men så forsvinder muligheden for at have to telefonnumre tilknyttet.

Almindelige simkort forsvinder ikke

Selv om teleselskabet 3 nu lancerer det elektroniske simkort, går der ifølge privatkundedirektør David Elsass flere år, før det er standarden.

"Til at starte med forsvinder de små simkort ikke, i og med at det er det primære simkort i de telefoner, vi kommer til at se det næste stykke tid."

"Men på sigt forestiller jeg mig helt klart, at eSim tager over," siger David Elsass.

De øvrige store teleselskaber i Danmark er også på vej med en lignende løsning.

Men hverken Telia, Telenor eller TDC har fastsat en dato på nuværende tidspunkt, oplyser selskaberne.

Muligheder for forbrugerne

For forbrugerne rummer de elektroniske simkort store muligheder, hvis man kigger nogle år ude i fremtiden.

Det vurderer Torben Rune, der er teleanalytiker og stifter af virksomheden Netplan.

På sigt kan man forestille sig, at man på sine ferier lynhurtigt vil kunne hoppe over på en billigere løsning i det land, man rejser i.

"Hvis man for eksempel tager til USA i dag og vælger et lokalt teleselskab, skal man sidde og vente på, at ens amerikanske udbyder får snøvlet sig frem til at sende et simkort med posten. Og det dur ikke, hvis du er på ferie i 14 dage."

"I fremtiden vil du på ganske få sekunder eller minutter få overført indholdet til dit elektroniske simkort," siger Torben Rune.

Det vil dermed være en hæmsko for telebranchen, der foretrækker loyale kunder, påpeger Torben Rune.

David Elsass fra teleselskabet 3 erkender, at det bliver lettere at skifte selskab med elektroniske simkort.

"Men vi tror på, at nemhed er noget af det, kunderne efterspørger. Så hvis man tilbyder den nemmeste måde at være kunde på, så vinder man også markedet," siger han.

/ritzau/

Nu er det snart slut med simkort i telefonen

Teleselskab åbner som de første for elektronisk simkort

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger