Telenor efterforskes for konkurrenceforvridning i Ungarn
Det norske teleselskab Telenor bliver i Ungarn undersøgt for mulig konkurrenceforvridning, skriver netmediet Hegnar.
Allerede onsdag skulle de ungarske konkurrencemyndigheder have indledt undersøgelser hos Telenor Ungarn, der har til huse uden for hovedstaden, Budapest.
Undersøgelserne skal være knyttet op på netværkssamarbejde og påstande om konkurrencebegrænsende adfærd i forbindelse med en frekvensauktion i 2014.
I en meddelelse skal Telenor have understreget, at selskabet har strenge interne regler og procedurer for overholdelse af love og regelsæt.
"Telenor vil samarbejde med konkurrencemyndighederne i forbindelse med gennemførslen af kontrollen, så den gennemføres på en mest mulig effektiv måde. Telenor har ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt," skriver Telenor ifølge Hegnar.
På børsen i Oslo sluttede Telenor-aktien torsdag 1,6 pct. lavere i 181,10 norske kr.
/ritzau/FINANS
Relaterede artikler:
TDC-konkurrent: Vi igangsatte digital omstilling i 2014
For abonnenter