
En særaftale sikrer, at 54 danske ansatte beholder jobbet det næste år, når de flytter fra Nordea til IBM.
Det skriver Computerworld.
Aftalen er kommet i stand i forbindelse med Nordeas beslutning om at outsource driften af sin mainframe-infrastruktur i de nordiske lande og Polen til IBM.
"IBM har lovet, at selskabet vil gøre, hvad det kan for, at medarbejderne fortsætter efter det tidspunkt, men IBM er bundet af aftalen i de næste 12 måneder. Vi er gået efter at sikre den størst mulig jobsikkerhed for de overdragne medarbejdere," siger Dorrit Brandt, næstformand i Kreds Nordea, der er en del af Finansforbundet, til Computerworld.
Spørgsmålet er relevant, fordi IBM så sent som i november afskedigede en række ansatte i forbindelse med en anden outsourcing-aftale med KMD.