Systematic jagter nye eksporttilladelser til omdiskuteret ørkenstat
KØBENHAVN / BRUXELLES – Efter år på vågeblus og omfattende politisk bevågenhed jagter aarhusianske Systematic endnu en gang nye eksportlicenser til militærsoftware med destination i De Forenede Arabiske Emirater.
Det viser en række interne dokumenter og ansøgninger om eksporttilladelser, som ITWatch har fået indsigt i.
Emiraternes forsvar har tidligere været at finde i kartoteket over kunder til Sitaware-systemet. Siden 2019 har landet dog været på listen over danske eksportforbud bl.a. grundet dets aktive involvering i bl.a. den blodige borgerkrig i Yemen, som ved udgangen af 2021 stod til at have kostet 377.000 menneskeliv ifølge FN. Forbuddet blev dog løftet af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i begyndelsen af året.
Hos Systematic siger adm. direktør Michael Holm, at selskabet fortsat afventer den endelige godkendelse fra Udenrigsministeriet, før nye aftaler om selskabets kommando- og kontrolsystemer kan blive solgt til kunder i oliestatens hær.
Selv afviser han dog, at selskabet har noget ansvar for, hvorvidt virksomhedens software anvendes i krigshandlinger i Yemen. Det er politikernes bord at bestemme, om dansk militærsoftware må finde vej dertil, lyder det.
”Vi går ikke ind i politik,” siger Michael Holm til ITWatch og uddyber:
“De (kunderne, red.) spørger: Vil I sælge det? Det må vi spørge om først. Får vi en tilladelse, så sælger vi. Bliver tilladelsen af en eller anden årsag taget fra os, så sælger vi ikke til dem mere.”
Regeringens nye linje
Når Michael Holm og Systematic i dag atter ønsker eksportlicenser, sker det i kølvandet på et markant skifte i dansk udenrigspolitik. Skiftende udenrigsministre fra forskellige partier har i årevis lagt vægt på, at opretholdelse af menneskerettigheder skal være drivende i udenrigspolitikken.
Det førte i 2018 og 2019 til deciderede eksportforbud af våben og våbenteknologi til henholdsvis Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Dengang begrundende daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) eksportstoppet til Saudi-Arabien “med den fortsatte forværring af den allerede forfærdelige situation i Yemen”.
Siden har estimater fra FN peget på, at borgerkrigen ville have nået et tabstal på over 370.000 menneskeliv ved udgangen af 2021. I praksis udgøres den komplicerede konflikt af den shiitiske houthi-bevægelse på den ene side og de saudi- og emirat-støttede myndigheder på den anden.
Ngo’en Human Rights Watch dokumenterede i fjor emiraternes og saudi-arabiske styrkers involvering i et missilangreb, som anslås at have kostet 80 civile livet og såret yderligere 156. En skrøbelig våbenhvile har ifølge tænketanken Council on Foreign Relations holdt en eskalering i ave det seneste ca. halvandet år.
“Der hersker ingen tvivl om, at emiraterne støtter nogle af de her fraktioner i den yemenitiske krig, som der er et stort antal af. De støtter dem finansielt og diplomatisk – men de støtter dem også militært og materielt,” siger Helen Lackner.
Hun brugt mere end 15 år af sit liv i Yemen, hvor hun særligt har forsket i og forfattet adskillige bøger om den verserende konflikt. I dag følger hun fortsat udviklingen tæt, hvor hun er tilknyttet den yemenitiske tænketank Sana’a Center for Strategic Studies samt en fortid hos SOAS University i London og som såkaldt visiting fellow hos den internationale tænketank European Council on Foreign Relations.
Direkte adspurgt tøver hun dog ikke med at konstatere, at eksport af våben og krigsmateriel til De Forenede Arabiske Emirater stadig “ikke vil gøre noget godt for menneskerettigheder og for de civiles sikkerhed”.
“Emiraterne styrer bl.a. en række hemmelige fængsler på deres militærbaser i Yemen, hvor de er kendt for at torturere mennesker, de ikke kan lide,” siger Helen Lackner til ITWatch.
Selv henviser hun til flere rapporter fra Human Rights Watch, som bl.a. i 2018 beskrev, hvordan fanger blev udsat for seksuelle krænkelser.
Topchef: Vi er sælgere
På trods af emiraternes militære engagement i Yemen afviser Systematics adm. direktør Michael Holm, at virksomheden har et ansvar for, hvordan dens produkter bruges.
Selv henviser han til, at jagten på nye eksportordrer udspringer af, at SVM-regeringen tidligere på året åbnede for igen at eksportere til markedet, i takt med at Danmark skal føre udenrigspolitik med mere “pragmatisk idealisme”.
Med andre ord har nye politiske toner givet mulighed for at genoptage eksporten.
”Vi driver ikke udenrigspolitik. Mere er der ikke i det. Vi sælger på markedet. Om man må eller ikke må, det er altså regeringen og Udenrigsministeriet, der bestemmer det,” siger Michael Holm, som stiftede Systematic i 1985.
Synes du, at det kan koges ned til et politisk spørgsmål, når internationale organisationer vurderer, at emiraterne spiller en så stor rolle i konflikten?
“Ja, det synes jeg godt, jeg kan,” siger Michael Holm, der samtidig afviser, at selskabet tager del i en humanitær krise.
Hvordan harmonerer eksporten (til Emiraterne, red.) med jeres CSR-politik?
“Fint. Der er ingen konflikt i det.”
Ministerium: Slår ned ved ”klar risiko” for misbrug
Den endelige godkendelse til at eksportere Sitaware er endnu ikke på plads. På papiret er det Rigspolitiet, som giver godkendelser i sager om våbeneksport, men da sagen omhandler eksport af militærteknologi og har udenrigspolitiske perspektiver, sker godkendelsen på baggrund af en høring og reel godkendelse hos Udenrigsministeriet.
ITWatch har i forbindelse med denne artikel forsøgt at få en kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om sagen.
Ministeren har ikke ønsket at stille op til interview, men i en skriftlig kommentar til ITWatch oplyser Udenrigsministeriet, at det i sidste ende ”er Rigspolitiet, som udsteder tilladelse til dansk eksport af forsvarsmateriel”.
”Udenrigsministeriets vurderinger sker med udgangspunkt i de otte kriterier i EU’s fælles holdning om kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr samt FN’s våbenhandelstraktat,” skriver ministeriet og uddyber:
”Det betyder blandt andet, at Udenrigsministeriet vil udtale sig imod tilladelse til eksport, hvis der er en klar risiko for, at udstyr kan blive brugt til f.eks. menneskerettighedskrænkelser, intern undertrykkelse eller bidrage til regional ustabilitet.
Relaterede artikler:
Systematic skal finde nyt kontor og 200 ansatte
For abonnenter
Systematic lander ordre fra Tyskland
For abonnenter
Aarhusiansk it-kæmpe slår hul ind til europæisk eldorado
For abonnenter